Sertão

 

 

Godt nok kender man bedst det nordlige Brasilien for de fantastiske strande, men det er i baglandet at man skal søge nye grænser. Sertão er et magisk landskab som tiden har passeret henover uden at ændre det væsentligt. Det er i dette område at man møder Brasilien på en ny måde – via bekendtskabet med de seje og simple indbyggere af i dag og aftrykkene af de for længst afdøde forfædre. Mange af disse Brasiliens seværdigheder i det indre af landet skal man til Australien for at finde magen til.

 

Vores samarbejdspartner i det nordlige Brasilien har udformet en række ture til hjertet af Sertão, hvor man med udgangspunkt i Natal tager på ture der varer fra 2 til 8 dage. Her støder man på klippevægge med petroglyffer, spor af dinosauruser og store naturlige rullesten strøet ud over et forunderligt landskab. Man besøger for eksempel landsbyen ”Passa e Fica” (Passér eller Bliv) med en perlerække af huse og et teater, der stammer fra slutningen af det 19. og begyndelsen af dette århundrede. De lidt længere ture bringer den besøgende til Serra da Capivara National Park i hjertet af Sertão, en park med Latinamerikas ældste inskriptioner.

 

Overnatningerne er på simple pousadaer i området. For mange er højdepunktet Hotel Fazenda Pai Mateus, en lille gård der har slået dørene og hjerterne op for de besøgende, som vover sig ind i denne tørre egn af Brasilien. Turene køres i små grupper, og er man blot 2 personer er turen garanteret. Der dækkes meget store afstande og vejene er ikke asfalterede alle steder. Alt efter gruppens størrelse og destination finder turen sted med jeep eller minibus. Guiderne på turene taler blandt andet engelsk, og de har alle en universitetsgrad enten i geologi, biologi, agronomi eller arkæologi. Så her er tale om turledere på et meget højt niveau, og alle har en lidenskab for dette specielle hjørne af landet.

 

 
 
 
 
 
 
 
Jesper Hannibal & Co - Fredensgade 36B - DK-8000 Århus Tlf: 70 270 370 * mail: info@jespercom.dk