Recife

- Brasiliens Venedig

 

Recife er byen som brasilianerne ynder at kalde Brasiliens Venedig, skønt sammenligningen er lidt overdreven. Kanaler og floder gennemskærer dog byen, så den fremstår som tre øer. Talrige broer giver byens befolkning adgang til alle dele af Recife. Engang var den et lille fiskerleje, men i dag er den en driftig handels- og havneby, der er svulmet op til at være den fjerdestørste by i Brasilien.

 

Den hyggelige by er samtidig hovedstad i staten Pernambuco i nordøstbrasilien og hjem for mere end 1,5 mio. indbyggere. Udenfor den ligger de rev (recifes), som har givet Recife sit navn. De beskytter kysten og kan ses ved ebbe. Herude ligger også Recifes Copacabana og Ipanema, nemlig stranden Boa Viagem. Langs den finder turisten byens bedste hoteller, restauranter og barer.

 

Recife er på pudsig vis moderne og gammel på én gang - som en kontrasternes by. I dens centrum findes både høje kontorbygninger, lokale markeder og hundredvis af kolonitidens gamle bygningsværker. De afspejler at byen i 1700-tallet var en storstad med rigdomme hentet hjem via sukkerrør og importerede slaver. Et hollandsk præg har byen dog også, da det i 1600-tallet lykkedes hollænderne at få herredømmet over Recife i 24 år. Det kan i dag ses på flere kirker og hos byens mange mulatter med blå eller grønne øjne.

 

At gå på opdagelse i den store by tager lang tid, men er absolut besværet værd. En ny metro der forbinder yderdistrikterne med centrum kan hjælpe gæsten rundt i Recife. I bymidten findes flere travle gågader.

 

Det historiske centrum

Vi anbefaler, at turisten starter med at tage en promenade i den gamle bydel ved Praça da Republica, hvor både det neoklassiske Santa Isabel Teater, guvernørens bolig og retsbygningen ligger. Lige i nærheden ligger også det gyldne kapel, Capela Dourada, hvis loft er dekoreret med nogle af Brasiliens smukkeste malerier. De er malet af en ukendt maler i årene 1695-1697.

Tæt herved ligger en ganske speciel bygning, nemlig Casa da Cultura, kulturens hus. Det er indrettet i et gammelt fængsel, hvor der i dag sælges godt og billigt brasiliansk kunsthåndværk. De enkelte butikker ligger i de gamle celler.

 

Recife Antigo

Tæt ved havnen er en restaurering af den gamle bydel iværksat. Området hedder „Recife Antigo« eller „Marco Zero«. Her er åbnet en masse nye, spændende barer, restauranter og dansesteder. Recife Antiguo skal besøges tirsdag aften og i weekenden, hvor området er et mylder af mennesker i alle aldre.

 

Boa Viagem

Boa Viagem stranden har en række naturlige pools og er en af Nordøstbrasiliens bedste by-badestrande. Af samme grund er den et yndet udflugtsmål for hele „familien Recife«, som enten kan boltre sig i sand og vand eller gøre sig til på den eksklusive strandpromenade.

Natteravnene søger i dag mod begyndelsen af stranden til området Pólo Pina, hvor turister og lokale alle ugens dage fester til den lyse morgen.

 

Strande

40 km nord for Recife ligger den populære ø Itamaracá med dens små strandboder ved foden af Fort Orange.

 
 
 
 
 
 
Jesper Hannibal & Co - Fredensgade 36B - DK-8000 Århus Tlf: 70 270 370 * mail: info@jespercom.dk