Rio de Janeiro
Den vidunderlige by
Når man siger ordene Copacabana, Ipanema, Sukkertoppen og ikke mindst Rio de Janeiro, så er der nok ikke den person, som ikke starter deres egen film på nethinden. Det er ikke uden grund, at Rio de Janeiro kaldes for ”Den Vidunderlige By” eller ”Cidade Maravilhosa”. Brasilianerne siger selv, at det tog 7 dage for gud at skabe verden, og at han på 8.dagen skabte Rio de Janeiro - og hvilket vidunderlig arbejde har han ikke udført!!! Beliggende ud til langstrakte strande, omgivet af bjerge med runde kvindelige former og beklædt med frodig jungle. Her imellem rejser byen sig mod himlen for at finde plads til alle os, som vil smage på paradiset.
Vi vil gerne vise dig byen fra dens bedste sider, så sæt dig blot ombord på ladet af vores udrangerede jeep og nyd udsigten. Her er ikke plads til udflugtsbusser og guider med paraplyer. Rio skal mærkes med vind i håret og uden tag over hovedet. Rio har så mange smukke sider, at der ikke skal hjælp til at blive forelsket, men Rio er også en dame, man ikke blot møder og falder for, der er nok at se på og opleve. Hun er skøn og maravilhosa, men for at kærligheden skal udvikle sig, skal man se hende fra de rette vinkler, og derfor starter turen mod toppen af Rio. Da Rio’s største seværdighed er dens naturlige beliggenhed mellem havet og bjergene, er det ikke så mærkeligt, at to af byens mest kendte seværdigheder er to højtliggende udsigtspunkter, hvorfra man kan nyde byens enestående skønhed.
Højt hævet over Rio de Janeiro, på Corcovado-bjerget, står den frelsende Kristus og favntager Rio, som sagde han: ”Her vil jeg da gerne bo”. Det er et fantastisk syn, der ligger for hans fødder. Ret fremme ligger »Sukkertoppen« (Pão de Açucar), der herfra ligner en lille, men udsædvanlig smuk knold i vandet. Faktisk synes det, at Rio’s to vigtigste ikoner står og ser på hinanden. Drejer vi os lidt, kommer Copacabana-stranden, og der i det fjerne ligger strandene Ipanema og Leblon, der sluttes af med endnu et par bjerg af mindst lige så imponerende karakter som Corcovado, nemlig Pedra da Gávea og de to brødre Dos Irmãos. Blikket vender tilbage og vi passerer lagunen Lagoa Rodrigo de Freitas, og herefter følger den store Joquet Clube, hestevæddeløbsbanen, inden vi er tilbage ved Kristus-figurens venstre fod. Det er det Rio, vi nu skal i gang med at gå på opdagelse i. Lige nu skinner solen, men nogle dage stikker Jesus hovedet op i skyerne, og så kan der trods en varm sommerdag ved stranden i Copacabana, være bidende koldt på toppen.
Corcovado kan nås enten med tandhjulsbanen, der på 16 min kører fra Cosmo Velho og langsomt kravler op mod udsigten, gennem den tykke regnskov der beklæder bjerget, eller som vi har gjort det med jeep op ad den snoede vej, der ligger klistret fast på bjerget, og hvor junglen ind imellem afslører storslåede nye vinkler på byen, som vi nu er i gang med at opdage. I 2003 indviede man faciliteter for gæster i kørestole, så alle er velkomne. Uanset om man tager den ene eller den anden vej op og næsten uanset vejret, så er turen til Corcovado en tur, man ikke må snyde sig selv for. Har man blot et kort stop i Rio de Janeiro, så hop på en af vores jeepture, der inkluderer dette.
Tijuca-Skoven
Vi forlader igen Corcovado, og det går nu ned gennem »Floresta da Tijuca« , en 120 km2 stor nationalpark midt i Rio, faktisk den største skov i nogen by og resterne af den Mata Atlântica, kystregnskov, der engang dækkede Brasiliens kyster. I forrige århundrede var skoven næsten væk og bjergene var kaffefarme, men dette store udstrakte bjergområde dækket af eksotisk tropevegetation, er med lidt hjælp igen blevet til byens lunge, der næsten får lov at passe sig selv.
Der findes i området velholdte veje og stier, der gør det nemt at komme omkring og foretage både spadsereture og picnics. Her er både vandfald, små elversøer, gode restauranter og romantiske bryllupskapeller, som ofte benyttes af brasilianerne.
Santa Teresa
Der hvor skoven holder op, og husene begynder, starter den næste del af eventyret. Dette er det fortryllende bohemekvarter, Santa Teresa, der er noget af de sidste af det forrige århundreds Rio der er tilbage. Smalle, bugtede gader og gamle bygninger. Dette, krydret med sporadiske smukke panoramiske udsigter over Rio, er så absolut bydelens attraktion. Bydelen er fyldt med hyggelige barer og den er tilholdssted for kunstnere og bohemer. Ved et besøg i bydelen bør man bl.a. besøge en række gallerier og museer som f.eks. Parque das Ruínas, der er blevet et symbol på distriktet. Fra terrassen af den engang så prægtige villa, har man en af de smukkeste udsigter ned over Rio, Botafogo og Pão Açucar. En tur til Santa Teresa er ikke komplet uden en tur med den oldgamle sporvogn, der transporterer turister og lokale, siddende eller hængende ud over siden, over de toppede brosten og henover akvædukten Arcos da Lapa, direkte ned til det centrale Rio. Hop med om bord på Lago do Guimarães og kør med til centrum af Rio.
Rio de Janeiros centrum
Sporvognen ender i baghaven på Rio’s futuristiske katedral, der som en betonkegle strækker sig op mod himmelen. Som nabo til denne finder man Petrobras karakteristiske sammensatte kube. Alt er dog ikke nyt. Dette var Rio’s vugge, og selv om der er drevet meget rov på område, rummer den stadig bygninger fra fordomsdage, som kejserens gamle residens Paço Imperial, der i dag er kulturhus. Og nu vi er i gang med kulturen, så er der Teatro Municipal, som er en tro kopi af Pariseroperaen. Man skal dog lede lidt mellem bankerne, kontorpaladserne og højthævde gadegennembrud, for at få den rette fornemmelse af Rio’s Centrum. Det er faktisk bedst at komme her med en guide.
Strandene
Det er nu tid til at forlade det gamle Rio, og næste stop er strandene.Vi kører først langs Glória og Praia Flamingo og de store grønne områder, der ligger ned til denne. Dette var en del af byplanlæggeren Brule Marx’s masterplan til at forandre Rio. Området er en opfyldning, hvorpå man har lavet en mægtig park, der bl.a. blev brugt under World Summeit. Gloria er Rio’s gamle strandkvarter, hvorover det hæderkronede gamle Hotel Gloria knejser. I dag er der langt til vandet, og disse strande egner sig ikke rigtig til at bade fra. Dette er også hjemsted for Marina da Glória, hvor de rige cariocas har deres både liggende, og det er også herfra at bådudflugterne på Bahia da Guanabara starter.
Bahia de Guanabara
Inden frokost er det tid til at se Rio fra en lidt anden vinkel. Vi skifter fra papegøjens til frøens perspektiv. Fra Marina da Glória hopper vi ombord på en skonnert og sejler ud i bugten. Vi slår et smut ind omkring Botafogo og sejler op langs med Urça og Pão do Açucar for at krydse over mundingen af bugten til Fortaleza de Santa Cruz, der bevogter indsejlingen til den strategiske bugt. Herfra går det langs kysten til MAC (Museet for nutidig kunst), hvis bygning er tegnet af Niemeyer, en futuristisk UFO der er landet på klipperne nær stranden i Niterói, inden vi sejler langs med broen, der forbinder Rio med Niterói. Man siger i øvrigt om Niterói, at det eneste byen har, som Rio ikke har, er udsigten til Rio. På vejen tilbage kommer vi tæt hen under Ilha do Fiscal og landingsbanerne for Santo Dumonts lufthavnen, inden vi igen lægger til i marinaen.
Frokost
Nu melder sulten sig, og så er det da heldigt, at en af Rio’s bedste restauranter ligger på den yderste spids af Botafogo-bugten, med udsigt til Morro de Urça og Pão de Açucar. Dette er en filial af Rio Porção. Bygningen er nok moderne, men alt dekorationen er smagfuldt lavet af nedbrydningsmateriale, og fra restaurantens store vinduer er der en fabelagtig udsigt over vandet. Når først tjeneren har vist den besøgende på plads og er kommet med drikkevarer, er det tid til at kaste sig over et overdådigt måltid mad. Buffeten bugner med alt lige fra gazpacho, knasende sprøde salater og italienske oste til det helt store sushibord, efterfulgt af kød på spyd der bliver båret rundt så længe som appetitten rækker. Man styre det selv med en lille brik med to sider - grøn betyder ”bare kom an”, og rød ”jeg venter lige lidt”. Sig bare nej til de første stykker kød, det er de dårligste. Brasilianerne ved at det gode kød kommer, når man er ved at være mæt. Hvis appetitten stadig ikke har fået et knæk, så er der dessertbordet - men pas på det sætter sig på sidebenene, og de er alle uhyggeligt søde.
Sukkertoppen
Når den sidste bid er klemt ned, er det tid til at komme videre, og vi kan ikke undgå at se vores næste mål for dagens oplevelser, Pão de Açucar, som vi har haft udsigt til gennem hele frokosten. »Sukkertoppen« (Pão de Açucar), er en 396 meter høj granitklippe, der tårner sig op ved kysten nord for Copacabana. Udsigten fra Sukkertoppen er vidt forskellig fra Corcovado, idet man herfra ser ind mod byen og ned af Copacabana-stranden. Man når »Sukkertoppen« med en tovbane fra kvarteret nær Praia Vermelha, først til Morro da Urça og herfra med endnu en tovbane til toppen af Sukkertoppen.
Vi er måske lidt for tidlig på den, da det bedste tidspunkt at besøge stedet på er sidst på eftermiddagen, hvor man i skumringen kan nyde at Rio’s lys tændes som perler på en snor. Synes man i øvrigt, at det med tovbanen er noget fis, er man velkommen til at forsøge at klatre op på ydersiden. De fleste kan være med, men det kræver en guide.
På indkøb
Ombord i jeepen igen kører vi nu mod Copacabana, men på vejen bliver vores opmærksomhed fanget for en stund af Rio Sul, der er et af Rio største shoppingcentre. I Rio Sul, og i Rio’s andet store shoppingcenter Barra Shopping, der ligger en meget lang køretur mod syd, findes alt hvad hjertet begærer inden for mode, musik og brugskunst, samlet på vanlig indkøbsvenlig maner, men da overskriften på vores tur er ”Rio uden tag”, gemmer vi vores indkøb til en anden dag, og det samme gælder for de chikke boutiques, der findes langs den brede Rua Visconde de Pirajá og Ataulfo de Paiva i Ipanema. Turen til centret har dog ikke været forgæves, for i stedet for at køre gennem tunnellen til Praia Copacabana, tager vi den på gamle vej op over bjerget, og på den måde møder vi Copacabana ligesom de første turister, der kom her til i begyndelsen af det forrige århundrede
Copacabana
Rio er nok mest berømt for sine strande, hvoraf Copacabana og Ipanema er de mest kendte. Strande man gennem tiden har forbundet med tandtrådsbikinier, og Ipanema’s udødeliggørelse gennem Antonio Carlos Jobims sang om ”The Girl from Ipanema”. Strandenes ansigt er godt nok ikke længere det sammen. Høje turistpaladser og dyre lejligheder præger strandene, men man kan alligevel fornemme stemningen fra fordoms gloriaværdige dage, når man står foran Copacabana Palace Hotel, der var en af de første bygninger på stedet, og i dag stadig er Rio de Janeiros fornemste hotel. Bugten foran hotellet tager virkelig pusten fra den besøgende. Om det er første, eller adskillige gange senere, er følelsen den samme. Indrammet af Pão de Açucar og Praia Leme til højre, og ret fremme Praia Copacabana der ender 4,5 km senere ved Arpoador, omkranset af bjergene og lokkende bølger, badenymfer, samba og drenge med bar overkrop, der spiller fodbold eller strandvolley.
De kilometerlange strande er en oplevelse i sig selv, og ville man indfange stemningen fra dem alle, kunne man bruge flere uger.
Strandlivet i Rio er nemlig ikke blot en udflugt til havet. Nej, for »Cariocaerne«, som byens 15 millioner indbyggere kaldes, er tilværelsen på strandene en hel livsstil. En stil, som har med både livsglæde og livsnydelse at gøre. Cariocaerne tilbringer 90% af deres fritid på strandene, hvor de kommer både for at feste, mødes med venner og ikke mindst for at blive set. Intet andet sted i verden handler det så meget om at se godt ud og føre sig frem.
Strandene er inddelt i afsnit opdelt med livredderstationer, der her kaldes for en ”posto”. Dette er en meget praktisk foranstaltning, idet forskellige typer og observanser har det med at samles på forskellige afsnit af stranden, så man er sikker på at sidde blandt ligesindede.
Rio på to hjul
På grund af Rio’s beliggenhed mellem bjerge og vand, er strandene desværre også fyldt med biler. Men fra lørdag eftermiddag og hele søndagen er bilerne forment adgang, og fodgængere, cyklister og skatere breder sig ud over bilernes enemærker. Man behøver ikke medbringe sin egen cykel, hvis man vil tage del i festen. Adskillige steder langs stranden kan man for et symbolsk beløb leje en cykel og selv udforske strandene helt fra Gloria til Leblon mod syd og rundt om Lagoa de Fraitas. Skulle opholdet i Rio ikke inkludere en weekend så fortvivl ikke, man kan stadig leje cykler og med masse af cykelstier og veje, er det stadig en oplevelse, man ikke skal snyde sig selv for. Vi kan også arrangere dette hjemmefra, hvor man bliver fulgt af en dansktalende guide, som kan krydre turen med små historier om Rio.
En stille drink
Saltvandet, det skarpe lys og den pulserende varme, eller måske den blotte cykeltur, har formentligt givet den besøgende tørst. Heller ikke her kommer Rio de Janeiro til at skuffe den besøgende. Selv synes vi ikke, man er kommet til Rio uden at have smagt på landets nationale drik, en ”caipirinha”. Man tager en lime, skærer den i både, knuser den sammen med rørsukker, tilsætter en god håndfuld knust is og 5 cl. Cachaça (der er den lokale sukkerrørsbrændevin) eller vodka for de knapt så modige. Den drikkes af et lavt glas med to små korte sugerør. En anden mulighed for at slukke tørsten, er at stoppe ved en af de mange boder langs med stranden og købe en perfekt isafkølet øl. Men nu da vi er på opdagelse i Rio, skal vi også finde en ægte ”botequins”, der oversat betyder taverne eller blot en bar eller et hus, hvor man må sælge alkohol. Der er rigtig mange af disse, og nogle enkelte af botequins’ernes historie går mere end 150 år tilbage. Spørg din guide eller rådfør dig på hotellet hvilke der er ”in” lige nu og her. Skal vi dog anbefale en, så bliver det Barcarense på Rua José Linhares 85 i Leblon, hvis gamle jernborde flyder ud på gaden som en balkon. Her kan man nyde en velskænket ”choop” (fadøl) på brasiliansk stil, sammen med lidt feijão og bolinhos (bønner og små dybtstegte boller med blandet indhold fra fisk til ost). Andre vil måske foretrække en havudsigt, og her vil vi nok foretrække Barril 1800, der mere er en restaurant. Fra bordene, der ligger ud mod vejen og stranden, kan man næsten fornemme linjerne i Antonio Carlos Jóbims sang, når pigerne graciøst passerer forbi.
Ipanema&Leblon
Dagens sightseeing er ved at komme til en ende. Leblon foretrækkes nu af mange, når det gælder valg af hotel. Selv synes vi, at stranden er mindre dramatisk, området præges for meget af beboelse og hotellerne her ved godt hvad de koster. Området er en blanding af de oprindelige små byhuse, der langsomt er ved at blive opslugt af moderne byggeri, men det har sine mondæne øjeblikke som f.eks. omkring Praça N. S. da Paz, og på vejen der løber langs med Lagoa er enkelte af de gamle byhuse omdannet til restauranter. Er det søndag, og butikkerne er lukkede, så snyd ikke dig selv for Rio’s berømte ”Hippiemarked”, der faktisk er et velorganiseret og farverigt marked med kunsthåndværk. Det ligger nær begyndelsen af Ipanema ved Praça General Osório i gaderne bag Barril 1800.
Lagoa
Er man på cykel og har lyst til at udforske lidt mere, venter der 9,5 km lang rute rundt om »Lagoa Rodrigo de Freitas«, lagunen bag Ipanema & Leblon. Jogging- og cykelstier indcirkler lagunen, og med passende mellemrum ligger kiosker, barer og små restauranter, hvorfra man kan nyde udsigten over lagunen, der dramatisk flankeres af Pedra do Gávea i den ene ende og Corcovado i den anden ende. Påklædningen er uformel, og det skorter ikke på kolde ”choop” og levende musik. Har man lyst til at betragte det hele lidt udefra, kan man leje en pedalbåd.
Natten kalder
Mørket er ved at komme os i møde, og der skal også være lidt oplevelser til de følgende dage. Det går tilbage til hotellet. Søg mod poolen på hotellets tag, og nyd en kold drink mens solen går ned over byen. De fleste hoteller har en hyggelig bar og en swimmingpool på taget.
Det er nu tid til at klæde om til nattens oplevelser. Dette kræver lidt planlægning. Hvad med noget at spise? Rio er rig på restauranter. Prøv f.eks. de cafeterialignende steder hvor man betaler, for det man spiser. Man tager for sig af retterne på et stort ”tag-selv-bord”, og herefter betales der pr. gram. Denne type af spisesteder hedder ”comida á kilo”, men man kan da også gentage eftermiddagens kødorgie på en af de mange andre fremragende churrascariaer. Eller hvad med lidt let - i Brasilien findes der en meget stor gruppe af japanske efterkommere og derfor også masser af sushi og andet japansk mad af fremragende kvalitet. Og hvis det skal være alt godt fra havet, har Marius Crustaceos en god restaurant med 4 meter åbne vinduer mod stranden i den stille ende af Leme. Den fungerer efter samme princip som et Churrascaria, hvor man kan spise alt, hvad man kan af alt godt fra havet. Man kunne også lede efter en restaurant, hvor middagen glider over i hyggeligt samvær som f.eks. Caroline Cafè på Rua J. J. Seabra, 10 – Jardim Botânico.
Når så middagen er veloverstået, kunne man overveje et sambashow, og der findes et par stykker i Rio, som det hæderkronede Plataforma. Showet er nu nok mest for turister, der ikke kunne være her til et karneval. Dragterne, og nogle gange manglen på samme, er storslåede, men stedet tiltrækker naturligvis kun turister, og egen deltagelse strækker sig til de turister, der bliver hevet op på scenen for at synge en af fædrelandets vemodige sange. Andre med lyst til at danse søger mod Help, der er et kæmpe diskotek på Av. Atlântica. Der er en overvægt af lokale piger, der meget hurtigt bliver forelskede, og det kan koste på mange planer. Det skal dog siges, at kommer man som par, bliver man ladt i fred. Ønsker man blot at se lidt på denne del af Rio’s liv, så kan det anbefales at hænge på den udendørs café, der ligger foran Help.
Er man villig til at kaste sig ud med de lokale, så kan området omkring Lapa anbefales, det vil sige under Arco de Lapa, hvor en række barer, restauranter og natklubber tiltrækker det mere voksne publikum.
Morgen i Rio
Selv om det blev sent den foregående nat, så er Rio ikke stedet at sove længe. Kridt løbeskoene og tag en tur langs Praia Copacabana, inden du velfortjent kan komme tilbage til hotellets overdådige morgenmad. Fade med frisk frugt, kurve der bugner af brød og lidt lune retter, spande af blød brasiliansk kaffe samt dagens oplevelser venter forude.
Jardim Botánico
Start dagen i Jardim Botánico, Rio’s berømte botaniske have. Haven blev grundlagt i 1808 og det er så absolut imperial-palmerne, der strækker sig mod himlen, der er blevet parkens vartegn. Oprindeligt blev palmerne smuglet ind fra Mauritius, som en gave til Kong João IV i 1810. For de botanisk interesserede er der 8200 typer af planter fra hele Brasilien, og for andre dødelige er det et kærkomment pusterum fra Rio’s pulserende rytmer.
Sommerfugle i maven
Fra Jardim Botánico er det fristende at tage op i skoven til Pedra Bonita, der udover den flotte udsigt, også er startstedet for en rigtig Rio-oplevelse. Fra en platform har modige brasilianere i årevis kastet sig ud med paraglidere og deltavinger for en lille ½ time senere at lande på Praia Pepino, der ligger for enden af São Conrado-stranden. Har man lyst og mod, medtager de passagerer. Dette er ikke uden fare for eget liv, da der hvert år forulykker en eller to vovehalse, men er det sagt, så er suget i maven, vindens kærtegning af kroppen og prøvelsen, noget der ikke kan beskrives men skal opleves. Det er ikke alle piloter, der er lige gode og har alt udstyret i orden. Vi hjælper gerne med at finde den rette pilot.
Rio mod syd
Med fødderne i sandet på Praia Pipino, fortsætter turen mod syd til Barra da Tijuca eller blot Barra, en bydel som er skudt op med lynets hast gennem de sidste 10 år. Det er her den bedrestillede del af befolkningen bor og det på trods af trafikken, der hver morgen snegler sig ind til arbejdspladserne i byens centrum og hjem igen om aftenen. Flere hoteller er i de seneste år skudt op her. Man kan faktisk bade i vandet, og så ligger stedet tæt på det store konferencecenter, Rio Centro, og derfor værd at overveje for konferencedeltagere.
Når man igen forlader Barra, kan man ved Prainha og Grumari fornemme hvorledes kysterne så ud, da de blev opdaget for over 500 år siden. Dette er surfernes paradis. Vandet er rent, og her er absolut ingen infrastruktur. I dag er stedet en nationalpark og hermed bevaret for eftertiden.
Efter Prainha stiger vejen igen brat, hvor vi finder en stille retræte og et passende frokoststop på toppen af Pedra de Guaratiba, hvorfra der en storslået udsigt ned over Kongernes Bugt, med Ilha Grande i baggrunden. På den anden side af den lille weekend-by Guaratiba, finder man Sitio hvor Roberto Brule Marx, landskabsarkitekten bag bl.a. Brasilia og opfyldningerne ved Rio, har skabt en pragtfuld have på en nedlagt kaffefarm. De fleste af havens planter har han selv indsamlet rundt omkring i Brasilien, og i huset kan man se udstillinger af hans egne malerier og tekstiler, sammen med hans samling af brasiliansk folkekunst og peruviansk keramik. Besøg og rundvisning skal bookes i forvejen.
Rio er roligere
Alle har læst eller hørt om, hvor farlig Rio er. Nu forholder virkeligheden sig dog ikke sådan. Rio har i den seneste årrække ændret sig betydeligt. Mere politi på strandene og i turistområderne og en ændring af økonomien, får i dag Rio til at fremstå som en helt ny by. De små strandbarer, der tidligere var tømte efter mørkets frembrud, er nu pakket med Cariocas, den bedste indikator for at noget er sket. Vi skal selvfølgelig stadig henstille til, at man passer på, som man gør i enhver anden storby, men lad frygten blive hjemme og spring ud i Rio’s forunderlige verden - dog med fornuften i behold og en sund skepsis over for de mennesker, der er umiddelbart rundt omkring én. Lad især vær med at gå på stranden tidligt om morgenen og efter mørkets frembrud.
Karneval
Det berømte karneval i Rio varer fire dage og fem nætter. Startskuddet er lørdagen før vores fastelavnsmandag, og festlighederne slutter onsdag morgen. Dette er byens, eller rettere sagt hele Brasiliens, største fest, og i Rio de Janeiro får det mildt sagt byen til at gå ud af sit gode skind. Tusindvis af store og små fester smelter sammen, så man til sidst befinder sig midt i én stor folkefest, der ingen ende synes at tage. Men når det er sagt, så er karnevalet først og fremmest lukkede fester i klubber, på diskoteker osv. Leder man de mere folkelige fester på gader og stræder, er det andre steder i Brasilien, der skal søges. Mange udlændinge finder karnevalerne i Salvador og Olinda mere ægte og mere altfavnende. Alle steder i landet skruer hotellerne priserne op til astronomiske beløb, og Sambadro, hvor de store optog finder sted, syder nok af liv, men det har sin pris at deltage.
