Île de Gorée
Kun 20 minutters sejlads fra Dakar ligger den gamle slaveø, Gorée, der er som at tage et skridt tilbage i tiden. Så snart færgen fra Dakar nærmer sig øen, kan man se de smukke gamle bygninger i røde og gule farver, der bærer tydelige spor fra den franske kolonitid.
Øen, der er fredet af UNESCO, er kun 900 m lang og 200 m bred, har godt 1000 indbyggere og ingen biler. Stadig flere af de gamle bygninger bliver nænsomt restaureret, og man kan få en hel dag til at gå med bare at slentre rundt i de gamle sand- og brostensbelagte stræder, mens man nyder den historiske og afslappede atmosfære. Smukke bougainvilleaer i gule, orange og lilla farver fremhæver de gamle bygninger, og danner rammen om dette lille stykke fortid.
Kontrasten ser man tydeligt fra plateauet Le Castel, hvor man har udsigt over øen og i det fjerne Dakars moderne højhuse og den travle havn med de store tankskibe.
Under slaveriet, 1536 - 1848, har både portugiserne, hollænderne, briterne og franskmændene brugt øen som udskibningsstation af slaver til Amerika. Museet House of Slaves, der har haft besøg af både Nelson Mandela, Clinton, Bush og de sidste mange franske præsidenter, fortæller denne grusomme historie i de oprindelige omgivelser, og det er noget der virkelig gør indtryk.








