Djoudj Nationalpark
Dette er ornitologernes paradis - et af de vigtigste og tre største fuglereservater i verden og UNESCO World Heritage Site. Djoudj Nationalpark, der ligger omkring 60 km nord for St.Louis, består af en del af Senegal-floden, små søer og mudrede vandhuller, talrige kanaler, marskland og skovbevokset savanne. Dette tiltrækker i tusindvis af regionens fugle, og det faktum at Djoudj er det første sted syd for Sahara med permanent vand gør, at millioner af immigrerende fugle fra Europa slår sig ned i Djoudj i vinterperioden. Næsten 400 forskellige fuglearter er registreret, og i løbet af et år vil omkring 3 millioner fugle have gæstet reservatet heriblandt bladhøns, hejrer, skarve, skestorke, ibiser og gæs.
Mange garvede fuglekendere vil genkende flere af Europas fugle, men det er antallet her, der er overvældende og unikt. De enorme kolonier af pelikaner og flamingoer er en af de største oplevelser i reservatet, og det er fascinerende at sidde i en lille båd helt omringet af disse store fugle og den øredøvende skræppen.
Er man heldig kan man på flodbredden se nogle af reservatets andre beboere f.eks. vortesvin, manguster, jakaler, hyæner, aber og gazeller, og måske den berømte store pytonslange der holder til på en søbred.
Djoudj Nationalpark er officielt åben november til og med april. Resten af året anbefales det at besøge Langue de Barbarie Nationalpark.








