Niokolo-Koba Nationalpark

 

I Senegals sydøstlige hjørne ligger den 900.000 ha store nationalpark Niokolo-Koba, der i 1981 blev føjet til UNESCO’s liste over World Heritage Sites. Det meste af Vestafrikas dyre- og planteliv er repræsenteret i det varierede landskab, der spænder lige fra tørre savanner og stepper, over frodige skovområder og sumpe, til det bakkede landskab med Mount Assirik (311 m) som det højeste punkt – ikke bare i Niokolo-Koba, men i hele Senegal. Der er registreret over 350 fuglearter og 80 forskellige dyrearter i parken. På savannerne kan man opleve roan-antilope, eland, løve, vildsvin og bavian, mens vandbuk, buskbuk og bøffel fortrinsvis holder til i de frodigere områder langs Gambia-floden, hvor flodheste og krokodiller trives. Er man heldig ser man måske et par af parkens få elefanter eller den sky leopard.

Niokolo-Koba er en af Vestafrikas bedste nationalparker, når det gælder dyreliv og safarioplevelser, men man skal holde sig for øje, at den langt fra er som Kenyas safariparker. Dette gør dog kun safarien mere "ægte", og har man lidt tålmodighed, interessen for naturens små ting og det storslåede landskab, venter der en stor oplevelse i Niokolo-Koba.

 
 
 
 
 
 
Jesper Hannibal & Co - Fredensgade 36B - DK-8000 Århus Tlf: 70 270 370 * mail: info@jespercom.dk