Tanzania
- totale dyre oplevelser
Når man har sagt Tanzania, må man også sige safari. De to ord hænger ikke uden grund uadskilleligt sammen. Det er nemlig her, man finder nogle af verdens mest berømte og storslåede naturparker, såsom Ngorongoro Crater Conservation Area og ikke mindst Serengeti Nationalpark, hvor man hvert år kan opleve den enestående vildtvandring - The Big Migration.
Man deler generelt "safarilandet" Tanzania op i to dele. Den nordlige del, med de kendte nationalparker som Serengeti, Lake Manyara og selvfølgelig Ngorongoro Crater. Og den sydlige del, hvor man finder de mere ukendte - men måske endnu smukkere, og ikke mindst uberørte - parker som Selous og Ruaha.
Tanzania, der går for at være det eksklusive safariland i Østafrika, har også et par fantastiske naboer. Kenya, der for mange er synonym med safari; og Uganda hvor man blandt mange enestående oplevelser kan trekke gennem regnskoven og møde bjerggorillaerne. Man kan let kombinere Tanzania med disse nabolande, og få den ultimative rejse i Østafrika.
Men Tanzania har andet end safari at byde på. Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro, venter med udfordrende bjergbestigning og krydderiøen Zanzibar lokker med hvide sandstrande, svajende palmer og turkisblåt vand. Der er nok af ingredienser til en fantastisk og oplevelsesrig rejse i Tanzania!










