Bangkok
Thailands mægtige hovedstad, med cirka ni millioner indbyggere, er en travl, varm og hektisk storby, men lad jer ikke skræmme af størrelsen eller varmen. Bangkoks samlede areal er på ca. 1600 kvm og dækker således et areal på størrelse med Lolland eller det halve Fyn.
Bangkok skal ikke dømmes på størrelsen, men på de seværdige steder byen er spækket med. Snart vil man opdage, at opholdet her hjælper til at forstå Thailand som helhed. Man vil få langt mere ud af en rejse i Thailand, hvis der bruges et par dage i her først.
Byen er storslået, ikke kun fordi det er et rent slaraffenland for shopping-entusiaster, eksotisk og fyldt med modsætninger, men også fordi de smukke, guldprydede templer ligger side om side med imponerende stormagasiner og skyskrabere i glas og stål. Duften fra de velbesøgte gadekøkkeners eksotiske retter stiger til verjs og blandes med et fascinerende sammensurium af farver, lyde og indtryk.
Livet omkring Chao Phayafloden og dens små kanaler (de såkaldte klonger) er et kapitel for sig. Tag på en sejltur eller gå langs klongerne og oplev thaiernes dagligdag, som den leves i de små teaktræshuse med de karakteristiske bliktage.
Der er ikke et decideret centrum, men mange peger på Grand Palace, det gamle konge-palads, som værende det oprindelige centrum. Dog skal man lidt rundt i byen, hvis den 220-årige historie skal udforskes og opleves, med blandt andet seværdigheder som Chinatown, Wat Po, Wat Traimit, Vimanmek Paladset og Marmor Templet for at nævne nogle få. Det er stadig lige så tidskrævende at køre med taxi og bus i Bangkok som det altid har været, men i slutningen af 1999 åbnede den uden tvivl største forbedring af Bangkoks infrastruktur - et velfungerende højbanetog ved navn BTS (det såkaldte skytrain). På billig og komfortabel vis er det nu muligt at komme rundt i Bangkok med den højteknologiske sølvslange, som snor sig over tagrygge og mellem skyskrabere.









