Khao Sok National Park
Khao Sok National Park ligger i Surat Thani-provinsen kun 2 1/2 times kørsel fra Phuket og byder på noget af den smukkeste natur i Thailand. Oplev den frodige regnskov med de betagende vandfald, kalkstensklipperne og de utallige piblende vandløb, der løber sammen og danner de store rolige floder. Khao Sok har
et rigt dyreliv, men kan også prale af mere end 100 forskellige orkidéer og verdens største blomst, Rafflesia, der kan blive mere end 80 cm i diameter.
Foruden mødet med nationalparkens mange beboere, ikke mindst de nysgerrige aber, tør vi godt love, at en kanotur vil være blandt de ferieindtryk, som vil brænde sig fast på nethinden. Sløret af varmedisen rejser de stolte bjergtoppe sig for enden af den grønne tunnel, som de to svulmende og frodige flod-bredder danner. Når mørket lægger sig som en tung dyne over parken, søger man ind i de små hytter, og godt beskyttet under myggenettet er det nu tid til at nyde junglens eget symfoniorkester - ført an af gekkoer, aber og tropefugle, der natten igennem giver tropisk koncert.
Dette er den ultimative ferieoplevelse omgivet af storslået natur, men under ordnede forhold. Uanset om man rejser med eller uden børn, må man ikke snyde sig selv for minimum 2 dage i selskab med englænderen, Robert Greifenberg og hans fantastiske personale i Khao Sok Nationalparken. Af aktiviteter kan nævnes: vandreture, elefantsafari og sejlads i kano.









