Øer og strande...

 

 

Grundene til at Belize tiltrækker dykkere fra hele verden er klare: Belize Barrier Reef langs kysten er et af de største i verden, der er 3 utrolige atoller, 70 typer hårde koraller, omkring 500 slags fisk og sidst men ikke mindst det berømte Blue Hole ved Lighthouse Reef atollen.

Når man taler om de mange små øer dannet omkring det lange rev, ja så er Caye Caulker og Ambergris Caye de absolutte vindere af popularitetslisten. Caulker anses mest for at være for rygsæksrejsende og andre, der kan lide det simpelt, hvor Ambergris med flere muligheder, restauranter og hoteller i alle prisklasser tiltrækker de lidt mere krævende turister. Mest af alt er det vandsport det handler om begge steder – især dykning og snorkling. Vil man hellere bare slappe af ved en bred sandstrand er det Placencia i syd, der anbefales.

 

Ambergris Caye

Den mest populære og den største af Belizes øer er Ambergris. Den ligger lige for enden af Yucatánhalvøen i Mexico og 58 km nord for Belize City. Øen er ca. 40 km lang og de fleste af de omkring 4500 indbyggere er samlet i den venlige og afslappede by San Pedro.

Denne landets største turistby er i virkeligheden en pittoresk fiskerlandsby, hvis gader er smalle og sandede, med små butikker og et utal af lækre restauranter. Man kan udforske byen til fods, det tager kun knapt én time, og har man ikke lyst til at gå, så lej en cykel eller følg de lokales eksempel og lej en lydløs golfvogn.

Når man ser bort fra den charmerende by, så ligger Ambergris’ virkelige charme og berømmelse under vandet. Når man følger efter en fiskestime, plasker ved siden af en skildpadde, får et glimt af en af de store rokker i dybet under én, svømmer med hajer eller begiver sig ind i skødet af en hule med koraller i alle regnbuens farver - det er sådanne utrolige oplevelser, som man uden tvivl bliver afhængig af. Der er endnu ingen store marinaer, kun badebroer af træ, der strækker sig ud i havet med små stråtækte kontorer plantet sikkert for enden, hvorfra turene tager deres udgangspunkt. Dette er den uformelle måde at opdage den utrolige verden under havet på, som man gerne rejser langt for at se.

Når dette er sagt er der stadig en række luksuriøse hoteller ved smukt og varmt vand med hvide strande, så man behøver ikke at være bidt af en gal dykkermaske for at nyde dette paradis. Og skulle man få lyst alligevel at være forsigtig tilskuer, så er der nok af både med glasbunde, hvorfra man tørskoet kan nyde “udsigten”.

 

Caye Caulker

Vejskilte med ordene “go slow” på hovedgaden bekræfter bare hvad de besøgende allerede ved. Livet her kører i et andet tempo. Caye Caulker er bestemt afslappet. Pelikaner og palmetræer er ofte mere talrige end fastboende og besøgende. Overhalingsbanen eksisterer ikke. Her er flere hængekøjer end telefoner, og golfbiler cruiser langs byens sandede gader. Med dens beliggenhed kun godt 30 km nordvest for Belize City og nogenlunde det samme syd for Ambergris, er øen forbundet med hovedbyen med båd eller fly flere gange om dagen. Øen er kun godt 7 km lang og 600 m bred. Faktisk er Caulker blevet revet over i to dele efter orkanen Hattie, men den nordlige del er mest uberørt natur uden den store interesse for turister.

Som ved Ambergris er det revet, der ligger som en bræmme langs kysten, der trækker i de besøgende. Det er bl.a. herfra, man tager på dykkerekspeditioner ud til det berømte ”Blue Hole”. Der er en overflod af små udbydere af disse dykkerture, snorkelture ved revet og mange andre aktiviteter på og i vandet.

 

 

 

The Blue hole

Mange dykkere kommer til landet udelukkende for at dykke i dette 123 meter dybe og 305 meter brede, blå hul fyldt med hajer og mange andre smukke fisk og koraller. Hullet er en åbning til hvad der engang var et tørt hulesystem. Det blev gjort verdensberømt af Jaques Costeau, og turen ind igennem de nu oversvømmede hulesystemer er ikke for uerfarne dykkere. Det indebærer 34 meters dykning ned langs en klippevæg for at nå indgangen, hvilket er 3 meter mere end grænsen for fritidsdykkere. Turen er dog det hele værd - Man bliver bestemt ikke skuffet over de fantastiske oplevelser på vandsiden af Belize!

 

Atolls & Outer Cayes

Atollerne og de små øer længere ud er kun tilgængelige med båd - med undtagelse af Lighthouse Reef Atollen, der har en lille landingsbane til fly. For mange har afstanden til fastlandet været en forklædt velsignelse, idet færre kommer herud og naturen dermed er mere uspoleret. Dette har bidraget til mere beskyttede koralrev med det smukkeste liv lige under havoverfladen. Delfiner, rokker og søkøer er nemme at få øje på.

 

Half Moon Caye

Sydøst for Lighthouse Reef atollen flyder den 45 hektar store Half Moon Caye. Med turkisblåt vand, et rigt marineliv og uberørte koraller er det et ideelt sted at dykke og snorkle. Her finder man også landets første nationalpark, The Half Moon Caye Monument, hvor tusindvis af rødfodede suler og fregatfugle kan observeres.

 

Turneffe Islands Atolls

Af de 3 atoller er denne nærmest fastlandet med omkring 15 km afstand til Belize City. Ulig de ydre atoller er denne dækket af tyk, grøn mangrove og en hul lagune, der huser en strøm af marineliv. Fra sydspidsen af atollen (Kaldet Albuen) kan man opleve verdensklassedykning blandt enorme grupper af tropiske fisk. Fiskeriet er også helt i top.

 

Man-O-War Caye

På denne ø er der tre typer mangrove midt i koralrevet. Dette fugleparadis kan nås på en dagstur fra Dangriga.

 

South Water Caye

Blot en halv time i båd fra Dangrina. 15 hektarer koralrev ligger indbydende langs øen og er et glimrende drop-off dykkersted. Silverside og Black Beauty er to glimrende dykkersteder som ikke er så besøgte.

 

St. George’s Caye

Et populært dykkersted blot 20 minutter i båd fra Belize City. Smukke strande og krystalblåt vand giver den perfekte baggrundsstemning.

 

Tobacco Caye

Hertil er der daglig bådforbindelse fra Dangriga og stedet indbyder til masser af smuk dykning, snorkling og fiskeri. Bjerge af farverige koraller og masser af liv under vandet.

 
 
 
 
 
 
Jesper Hannibal & Co - Fredensgade 36B - DK-8000 Århus Tlf: 70 270 370 * mail: info@jespercom.dk