Canoa Quebrada
Højt hævet over stranden på toppen af en sandet bakke ligger Canoa Quebrada og skuler ud over Atlanterhavet. Stranden er bred med indbydende sand og lige nedenunder byen ligger den ene hyggelige lille strandbar, eller barraca som man kalder dem her i Brasilien, efter den anden og byder dagens badegæster velkommen til en stranddag. Få skridt herfra har fiskerne lagt deres jangadaer op på stranden, de små tømmerflåde-lignende fiskerbåde med deres karakteristiske sejl, for at vente på at natten falder på, så de igen kan komme ud og fiske. De lever stadig et traditionelt liv. Ventetiden fordriver de med at bøde deres garn, medens andre laver de små karakteristiske flasker med farvet sand, som de sælger til turisterne. Når aftenen falder på og de atter stikker til havs, fortrækker sol- og strandfolket til byens og nattens aktiviteter - en hyggelig middag i en af de mange små restauranter som bliver toppet af med en fest til den lyse morgen, hvis man da ikke foretrækker at liste hjem og nyde sin rejsefælles selskab i hængekøjen foran sit værelse. Canoa Quebrada venter bare på dit besøg, og her er virkelige plads til alle uanset rejseform, pengepung eller interesser.
En by i forandring
Da jeg for første gang besøgte byen tilbage i 1989, lå husene virkeligt nedgravet i klitterne. Byens sandede hovedgade ”Broadway” var et par huse, og der var kun et par små pousadaer her og der. Jeg fik at vide, at jeg kom for sent til at have set stedet, dengang det var paradis. Gennem årene bankede udviklingen på byens porte. Asfaltvejen kom krybende op til bygrænsen, men vi gamle inkarnerede Canoa Quebrada fans sagde til os selv, at byen aldrig ville blive brostensbelagt. Vejen til Fortaleza blev bedre, og endagsturisterne begyndte at vælte ind og oversvømme strandene med deres små buggies i nogle få timer, for igen at overlade byen til os, der ikke kunne fatte, at Brasilien udenfor Canoa var ændret.
Det moderne Brasilien banker dog på byens bagdør. Porto Canoa, et gigantisk hotel og timeshare kompleks blev bygget, men heldigvis ser det ud til at dele skæbne med den ødelagte kano, der gav navn til byen. Som en sunken skude, der er kuldsejlet, ligger den nye by og forfalder kun få år efter dens færdiggørelse.
Men nu har udviklingen indhentet byen, og selv os ”der så Canoa Quebrada som den virkelig var” må indrømme, at det måske ikke er så dårligt for byen. Gaderne har nu fået den karakteristiske stenbelægning, som man bl.a. kender det fra fortovene i Rio. Caféer og restauranter langs Broadway flyder nu ned over gaden, og det har alt sammen tilført byen en behagelig atmosfære, der velkommer alle typer af rejsende, undtagen dem som stadig søger hippiernes paradis. De må søge andre steder.
Canoa Quebrada er måske et levende bevis på, at turisme ikke behøver at være så standardiseret, for her er der stadig plads til alle. Byen rummer et væld af pousadaer, der appellerer til snart en hver pengepung. Byen er lille og overskuelig med et hæsblæsende natteliv og samtidig al den ro, man søger efter. Så tag bare børnene med og slip dem løs, de bliver ikke væk. Byen og omegnen har plads til alle, som søger det »rigtige« Brasilien, hvor naturen går hånd i hånd med fortidens simple livsstil og nutidens forventninger til en rigtig strandferie.









