Foz do Iguaçu
- det store vand
Forventningen stiger, når man kører gennem nationalparken der omgiver Foz do Iguaçu. Forude venter en af Brasiliens største naturoplevelser. Tidligere på dagen, da ruteflyet fra Rio lagde an til landing, havde man allerede fået et glimt af faldene. Flyet havde tegnet et stort 8-tal over faldene, hvorved piloten venligt havde givet alle passagerer en forsmag på de oplevelser, der venter forude.
Bussen stopper foran det gamle velrenommerede Hotel Das Cataratas, og de besøgende strømmer ud af bussen og over mod parkeringspladsen. I det fjerne kan man fornemme vandet. Ikke bare en dryppende vandhane, men brusende vand, "Det store vand", som er den afledte betydning af Iguaçu på det lokale indianske Guaraní-sprog. Og hvilket syn der slår den besøgende i møde. En mur af vand vælter ud af junglen og ned af to trin til en stor balje med vand. Det er ikke mindre end betagende at stå her på afstand og se over på den argentinske side - på første parket i naturens eget teater.
Når den første begejstring har lagt sig, og man bevæger sig nærmere til faldene langs med de anlagte stier, så opdager man, at det faktisk kun var en forsvindende lille del af faldene man stod over for. Længere henne af stien åbner der sig endnu et stort fald på den anden side af Ilha San Martin, og herefter kommer så den store belønning, Djævlens Gab. Luften er mættet af vanddampe, der stammer fra de kaskader af vand, der bruser ned fra himlen og bliver sendt tårnhøjt tilbage igen. Hvor er vi små i forhold til naturens buldrende kræfter, og det er først nu, hvor luftens vandperler sætter sig på kroppen, at man forstår, at intet fotografi yder nogen retfærdighed over for dette, naturens store under.
Det er udsigten der tæller
Foz do Iguaçu er det ene af verdens tre store vandfald. Bredere end Victoria Falls i Afrika og ikke mindst mere synlig og højere end Niagara Falls i USA/Canada - i sandhed et imponerende stykke natur. Populært sagt kan man sige, at Brasilien ejer udsigten til vandfaldene, mens Argentina ejer vandfaldene. Et besøg ved på brasilianske side af vandfaldene sker bedst om morgenen, når man har solen i ryggen og et perfekt oplyste vandfald. Egentligt er det hurtigt overstået, hvis man da ikke fordyber sig i sine egne tanker og reflekterer over sig selv som en ydmyg brik i naturen, eller lader sig distrahere og sætter sig ned for at beundre de gådefulde næsebjørne, der tigger om mad langs med stien. Man skal dog ikke snyde sig selv for de gangbroer der går ud over faldene, men husk at medbringe en regnfrakke, selv på en varm sommerdag.
En udfordring i gummibåd
Turen tilbage mod hotellet går atter gennem parken. De første mange kilometer går det langsomt. Bussen snegler sig af sted, for ikke at påkøre de mange dyr der lever i junglen. Parken er nu lukket for privatbilister og lokale busser, som pænt må sætte køretøjerne fra sig ved ”Visitors Center” og stige over i nationalparkens busser. På vejen tilbage stopper vi kort for at sætte gæster af ved startstedet for Macuco Safari, der med deres safaribiler byder på en lille jungletur, inden man sætter sig ombord i de store gummibåde, der med to brølende ”out boards” forcerer vandhvirvlerne og sejler den besøgende helt op under vandfaldet. Der findes en lignende tur på den argentinske side af vandfaldet.
Gå på vandet
Anderledes spændende er vandfaldene fra den argentinske side. Her kan man nærmest gå på vandet. Ind mellem træerne slynger jernbroerne sig, og pludselig åbner den ene fortryllende smukke udsigt over vandfaldet sig efter den anden mellem træernes kroner. Enkelte steder er der slået bro over vandfaldet og man kan stå og se lukt ned til de brølende vandmasser og den frodige jungle. Mange vil måske mindes filmen "The Mission" og hermed have en bedre forståelse af, hvordan det var muligt at filme denne.
Bussen fra Brasilien ankommer til det argentinske "Centro de Visitantes", hvor man finder en udmærket udstilling om dyre- og plantelivet i nationalparken. Det er også herfra det lille grønne gasturbine-tog starter sin fremfærd gennem junglen mod første stop, Estacion Cataratas. Det er nu tid til at stå af og ikke kun for at vandre gennem junglen til det første sæt af gangbroer, men også for at tage del i én af de bedste oplevelser ved vandfaldene, "Gran Aventura". På ladet af en gammel Mercedes-lastbil, der er ombygget til formålet, går det gennem den fugtige jungle til floden neden for vandfaldet. Her skiftes transportmiddel til en stor gummibåd, der bevæger sig op mod vandfaldene gennem alle strømfaldene. Luften bliver tykkere af vandperler, jo tættere man kommer på faldene, og med ét drejer man rundt om hjørnet, og hele den nedre del af faldene åbner sig for den besøgende. Vandet tordner ned fra himlen 270 grader rundt, og godt man er iført regnslag, for bådføreren sejler helt hen under de brølende vandmasser. Det gode ved denne tur, i forhold til den brasilianske Macuco Safari er, at man kommer helt tæt på faldene og samtidig bliver sat af lige over for Ilha San Martin, og derved ikke skal forcere vandfaldene to gange men kun klatre op til toppen af faldene.
Djævlens Gab
Tilbage på toget, går det nu mod den ultimative oplevelse - besøget ved Garganta del Diablo, eller Djævlens Gab, hvor endnu et sæt af gangbroer tager den besøgende helt frem til en sikker klippehylde og et frygtindgydende udsyn de 60 meter direkte ned i den gurglende hals og de frådende vandmasser. Det er måske for meget at sige, at man føler sig i pagt med naturen. Stedet får snarere den besøgende til at forstå, hvor kraftfuld og overvældende naturen er, og larmen fra de brusende vandmasser overdøver enhver tanke om mennesket som andet end små brikker i naturen.
Tæmmer naturen
Vi mennesker kan dog tæmme naturen, og et eksempel på dette finder vi klods op ad Foz do Iguaçu, nemlig Itaipu-dæmningen på grænsen mellem Paraguay og Brasilien. Dette er et imponerende bygningsværk, hvor der er brugt lige så meget beton, som der skal til for at bygge en firesporet motorvej fra Lissabon til Moskva. Kraftværket producerer nok strøm til at forsyne hele Paraguay og det sydlige Brasilien med strøm, og selv for ikke-teknisk interesserede er dette dog et så gigantisk bygningsværk, at det må opleves.
Nok til flere dage
Et besøg ved vandfaldet kan sagtens være afmålt af blot den tid, det tager at opsuge det vigtigste. Men i de seneste år er der kommet en mængde gode grunde til at blive lidt længere. Her er tilbud for de mere aktive og til de kulturelle og endelig for de mere romantiske. Tager vi først de aktive, så er listen lang - cykling, rapelling, kajakker, bådudflugter, en 18-hullers golfbane og et stort vandland. På den kulturelle side byder området og dets umiddelbare nærhed på resterne efter de store jesuitter-missioner og en gigantisk fuglepark med ikke mindre en 500 forskellige tropiske fuglearter i kæmpe otte meter høje volieres, hvor man kan studere og fotografere fuglene i deres naturlige miljø. Der findes deslige miner med ædelstene, og om aftenen lokkes der med shows, der tager udgangspunkt i de tre kulturer, der mødes ved vandfaldet. Der arrangeres også udflugter til lokale indianerlandsbyer, og for de romantiske kan det varmt anbefale at tage på en måneskinstur til vandfaldene. Disse arrangeres når det er fuldmåne, hvor månens blege stråler giver vandfaldene et fortryllende skær - noget der så absolut skal opleves.
Hvor skal man bo
Lufthavnen ligger mellem vandfaldene, og de fleste hoteller ligger spredt på den 25 km lange strækning. Der er dog kun to hoteller ved vandfaldene - et i Brasilien og et i Argentina. Man må så gøre op med sig selv, om man vil betale for beliggenheden. Den brasilianske side af faldene har gennem en årrække være mest populær, når det gælder hoteller, men i de seneste år er der kommet en række gode hoteller på den argentinske side. Den brasilianske side af vandfaldene rummer deslige meget store konferencefaciliteter.
