Manaus

 

- i hjertet af Amazonas-junglen

 

 

Der hvor det klare, mørke vand fra Rio Negro løber sammen med det mudrede, gullige vand fra Rio Solimões og bliver til Amazonfloden ved »Vandenes Møde«, ligger millionbyen Manaus. Men ligesom vandene på pudsig vis løber ved siden af hinanden de første kilometer, så er Manaus nok Amazonas "hovedstad", men den er aldrig helt blevet en del af den omgivende jungle.

 

Byen havde sin storhedstid under gummiboomet, hvor byen kom til penge, og for en kort stund solede den sig i de rigdomme som gummien bragte til området. Efter at gummi ikke længere var et produkt man kun kunne hente ud af Amazonas, tabte byen igen sin betydning for en stund, og alle forsøg på at genoplive byens status som en driftig handelsby ved f.eks. at gøre den til en udviklingszone har slået fejl. Det er i dag turisterne der er byens ukronede konger, eftersom Manaus er døren til junglen. Med afsæt i byen bliver de dog ikke længere end hvad en kort byrundtur varer, på vej til stedets hovedattraktion, nemlig junglen der breder sig ud rundt omkring byen og endnu engang slår fast, at Manaus er som en rumstation der er landet i en verden, som vi forstår meget lidt af - "Amazonas Universet".

 

Den gamle bydel

De største seværdigheder i Manaus er livet omkring havnen og den gamle bydel med operaen Teatro Amazonas fra 1869 og katedralen bygget i smuk italiensk renæssance-stil. Operaen er for nyligt blevet gennemrenoveret og fremstår i dag igen prangende, som da den næsten sten for sten blev hentet fra Europa.

 

På markedet

Tæt ved den gamle havn ligger det spændende Mercado Municipal, der er en replica af de berømte ”Les Halles” i Paris. Bygningen er opført i smedejern, og i dag rummer den et marked med kunsthåndværk lavet af indianerne fra den omgivende jungle.

 

 

Flydekajerne

Vandstanden i Rio Negro svinger på et år med op til 14 meter, og havnen er derfor forsynet med verdens største flydekajer, hvor de mange hvidmalede skibe og flodbåde ligger til. Kajerne er forbundet med en 150 meter lang rampe. En tur på flydekajen er en stor oplevelse, hvor man med ét befinder sig i et sandt virvar af slæbere, trillebøre, tønder samt sække og kasser, afgående og ankommende skibe.

 

 

Ponta Negro

I en årrække lå Hotel Tropical Manaus et godt stykke uden for byen, men i de seneste år er byen faktisk vokset i den retning. I Ponta Negra breder en Manaus-strand sig alt efter årstiden ned mod floden. Alt er som en vanlig brasiliansk sandstrand med Barracas og små og store restauranter, der om natten dublerer som natklubber.

 

Jungleture

Som tidligere skrevet er der næppe meget at komme til Manaus efter, hvis ikke lige den havde ligget hvor den gør. Byen er springbræt for ture i junglen, og de fleste turister begrænser da også opholdet til en nat på begge sider af jungletur. Den omgivende jungle tilbyder til gengæld på et væld af junglehoteller, alle med veltilrettelagte ture med udgangspunkt i netop deres hotel. Det kan være svært at vælge, da de alle tilbyder et ofte lignende produkt. Nogle ligger tæt på Manaus, andre langt væk. Nogle ligger i områder med mange andre lodges, og andre igen ligger mere isoleret. Enkelte har aircondition og en smule mere komfort, mens andre tilbyder en tættere kontakt med naturen. Endelige tilbydes der en række krydstogter af forskellig varighed med udgangspunkt i Manaus, hvor der sejles rundt til de forskellige områder i junglen.

 
 
 
 
 
 
Jesper Hannibal & Co - Fredensgade 36B - DK-8000 Århus Tlf: 70 270 370 * mail: info@jespercom.dk