Caraivà
Ja, mit Brasilien findes stadig - den der følelse af at bevæge sig på fremmed grund - med sand under fødderne og sol på panden i totalt idylliske fiskerbyer, der har sovet i timen og alligevel vundet hjerterne på den besøgende. Man kommer til dette sted ved at krydse floden i en lille kano. Her ved udmundingen af en lille flod med ravgult sand og krystalklart vand ligger byen søvnig og fortryllende og venter på at indfange den rejsende, der måtte nå så langt ud som her. De sande gader mellem fiskerhusene og pousadaerne pibler demokratisk op gennem turister og fattige fiskere der bevæger sig rundt i byen. Natten er mørk, da elektriciteten endnu ikke er nået herud, og det lys som skimtes her og der kommer fra private pousadaer, som har egen generator. Men hvad mere søger man? Supermarkedet har naturligvis en generator, så her er kolde øl og enkelte af pousadaerne har da naturlig også en generator. Slangen i paradiset hedder lidt høje priser, men hvem har sagt at paradiset var gratis?
Byen ligger tæt på nationalparken Monte Pascoal, der rummer Brasiliens højeste bjerge og en levende stamme af pataxós indianere, der ind imellem åbner for besøg.
Vi kan anbefale to-tre pousadaer i byen. Hyggelige steder med og uden havudsigt, men fælles for dem alle er at de har rødder, der ligger uden for området, idet de små hyggelige hytter og chalets er indrettet med øjne for detaljer, der endnu er sjældne i Brasilien.
