Ilha Grande
Den store øoplevelse
Færgen sætter fra land i Angra dos Reís og mindre end en time efter lægger den til på Ilha Grande, eller ”Den Store Ø” som er den rette betydning af øens navn på dansk. Oftest synes turister, at jo mere ”blod, sved og tårer” det koster at komme til et rejsemål, jo mere eksotisk må det være, og alene turen ad de bugtede veje langs med kysten fra Rio til færge har virkelig været en udskrivning i sig selv på denne konto. Øen rejser sig massivt og majestætisk op af vandet på den anden side af bugten. Dens bakkedrag og bjergkamme er iklædt den rene og uforfalskede Mata Atlântica - den tykke regnskov der engang var det eneste der dominerede disse kyster. Der hvor skoven møder kysten går øen i opløsning som et krøllet stykke papir, hvor der dybt i bunden af disse krøller, skjuler sig små eksotiske strande.
Snart er Abraão i sigte. Øjet løber rundt langs kanten af bugten, hvor en lille kirke og et par pakhuse, fra før verden gik af lave stikker op over træernes grønne toppe langs den gyldne strand. Bugten er fyldt af små skibe der ligger for anker.
Båden lægger til og beboerne strømmer os i møde for hjælpsomt at tilbyde at bære bagage eller anvise et sted at bo. Enden af landgangsbroen afslører et lille idyllisk torv, og i gaderne fortsætter sandet langs med kysten og ind i baglandet. På trods af at dette er en af dagens vigtigste begivenheder for de lokale, så ser det ikke ud til, at nogen har travlt.
Glemt og gemt
Ilha Grande har ligget gemt bort fra omverdenen, og det var først i midten af 80’erne den blev åben for turister, idet øen tidlige husede et fængsel og agerede træningslejr for det brasilianske militær. Ingen kaffe-fazendaer havde fået lov til at fælde skoven og turismen kom til øen på et tidspunkt, hvor man havde lært lidt om hvordan man kunne kontrollere turismen. Abraão er en rigtig charmerende størrelse med nogle få gader, enkelte restauranter og et par livlige barer på havnefronten. Ingen har travlt og man kunne næsten hensætte sig i den tro, at man var kommet til det nordøstlige Brasilien, selv om vi kun befinder os lidt uden for Rio. Tidligere var her kun et par spartanske pousadaer, men langsomt er dette billede ved at ændre sig. Flere kommer til og udviklingen synes ikke længere at være gået helt i stå. Specielt i højsæsonen mellem slutningen af december til midten af marts, i de små ferier og weekends kan øen fyldes godt op. Stranden foran byen kalder, men vil man have en lidt mere ren strand, så gå blot til Praia Abraãozionho.
Ad junglestier
Øen er bundet sammen af et stisystem, der til dels løber gennem den tætte jungle og langs de 102 strande samt de 3½ time til toppen af Bico do Papagaio, der med sine 987m knejser over tropeøen. Velkommen ombord på en ferie, der er så tæt på paradis som man kan komme. Dagene smelter sammen mellem traveture under junglens tætte løv, hvor stilheden tillader at man hører sommerfugles slag af vinger, puslen i krattet og brøleaber der svinger sig i træernes tætte kroner; sejlture langs med øens kyster på opdagelse efter glemte bugter med gyldent sand og snorklesteder eller nætter med MPB (brasliansk popmusik) sammen med vennerne på torvet i Abraão.
Praia Lopez Mendez
Den har i en årrække gået for at være en af Brasiliens smukkeste stande. Lige som det koster at komme til Ilha Grande, så gør det også hvis man vi have yderligere en bid af dette paradis. Man kan enten spænde benene på nakken og tage turen gennem junglen op over bjergene og ned langs med strandene, for ved Praia Palmas at krydse over bjerget til stranden. Eller man kan hoppe ombord på en båd, der sejler fra Abraäo til Praia Palmas og herfra gå de sidste 20 min. Bådene kan lejes med kaptajn langs stranden i Abraão - se blot efter skilte med Passéio do Barco. Det er ikke kun Praia Lopez Mendez der tilbydes, men bl.a. også Saco de Céu, Himmelsækken, der er en lille afsnøring af smult vand og et par gode restauranter i bunden af bugten, der engang var et refugium for pirater.
