Paratí
Et postkort fra en svunden tid
Tilbage i 1700-tallet lå Paratí for enden af den lange rejse, der gik fra guld- og ædelstensminerne i Brasiliens vugge oppe i Minas Gerais, gennem nu for længst glemte byer i bjergene og ad guldstierne gennem Serra da Bocaina til udskibningshavnen. Der var også bare lige det faktum at byen lå rigtig godt beskyttet fra det åbne hav i bunden af Angra dos Reis bugten. Lastet med guld, ædelsten og senere kaffe og sukker forlod skibene byen for at fragte deres rigdomme tilbage til kongen i Portugal. Men inden de forlod Angra dos Reis’ smulte vande, blev bådene ofte angrebet af pirater der holdt til i dette virvar af øer, der tjente som deres skjulested. Det er derfor ikke underligt at Angra stille mistede sin betydning, da andre sikre havne oppe langs kysten kunne yde den fornødne beskyttelse. Stierne over bjergene groede til, og siden blev Paratí glemt og gemt som i en tornerosesøvn, og det var først med den rigtige Rio-Santos vej fra 1954 at byen igen fik forbindelse til omverdenen fra andet end vandsiden.
På toppede brosten
Dette har været Paratís redning. Tiden har passeret sporløst hen over byen, der i dag er erklæret som mindesmærke af UNESCO, som et bevaringsværdigt sted for menneskeheden. Siden er turisterne strømmet til byens små hyggelige pousadaer, der er indrettet i de gamle byhuse. Gader og stræder præges af små barer, hygsomme restauranter og trendy butikker, mens bugten kalder med hvide strande og omegnen med kultur og natur. Mange af husene i byen er små museer i sig selv, hvis døråbninger kalder den besøgende ind i de små patios, antikvitetsbutikker, kunsthåndværkere og restauranter, der ligger bag dørene.
Illusionen lever stadig. Byen har ikke ændret sig meget siden dens grundlæggelse. Biler er forment adgang til de toppede brosten, der udgør byens gader, og husenes hvide mure krydres her og der af blå, gule og grønne døråbninger og vinduer med små inddelinger og det hele krones af røde tegltage. Ved højvande tager havet byen tilbage for en stund, når dets salte vand invaderer byens gader. Havnefronten krones af kirken, Igreja de Santa Rita, der ligger side om side med de gamle pakhuse. Palmer stikker op her og der og indrammes smukt af bjergene i baggrunden. Dette er Paratís ansigt - postkortet hvor man ser at det ikke er den enkelte bygnings skønhed men helheden, der får byen til at fremstå som noget nær et levende kunstværk.
Dagene i Paratí
Hop ombord på en af skonnerterne der dagligt cruiser rundt mellem tropeøerne i bugten, hvor man tilbringer dagen under palmerne. Både er her nok af, og skulle man have lyst, kan man nemt chartre sin egen. Man kan også tage på en af de mange ture til de gamle fazendaer i omegnen, hvis sukkermøller pressede safterne til fremstilling af den speciale Cachaça (sukkerrørsbrændevin), eller gå ture til en af de mange vandfald. Men snyd ikke dig selv for en hel dag i bjergene. Det magiske ord er Caminho do Ouro, eller Guldstien. Flere steder i omegnen er man ved tilfældigheder stødt på toppede kvadresten, resterne af de stier der fra Tieradentes førte de 1200 km til havet. Har man lyst til at tage udfordringen op, går stierne lukt op i bjergene beskyttet af junglen, langs vandfald og små restauranter og pousadaer. Turen arrangeres både som heldags eller med overnatning.
