Salvador do Bahia
Solen skinner fra en skyfri himmel. Den metalliske rytme fra Berimbau og de taktfaste håndklap fra mulatterne med bare veltrænede overkroppe og hvide natbukser lyder fra den lille klynge, der er forsamlet på midten af Lago de Pelourinho. I midten af flokken afsøger to af mulatterne hinandens bevægelser, for i det næste øjeblik at foretage akrobatiske skinangreb mod deres modstander. En fodbold triller forbi, og tre drenge jagter den hen over pladsen ind i armene på en mulatpige, der er klædt i hvide gevandter og en brusende kjole. Den aflange plads og stemningen forener i den grad konceptet af Brasilien. De overdådige og prægtige huse der omgiver pladsen, og ikke mindst udsynet til de barokke kirker der kigger op over tagene, er Brasilien.
Afrika i eksil
Det var til Salvador de store slavetransporter fra Afrika ankom. Her på Lago de Pelourinho, eller Gabestokspladsen, blev de nyankomne slaver lænket sammen i rækker og solgt. I dag er 70 procent af befolkningen efterkommere efter slaverne, og de har i beundringsværdig grad værnet om den afrikanske kultur i mad, musik, religion og dans. Dette er i sandhed et Afrika i eksil, i en by som kunne være taget ud af det barokke Portugal. Kvindernes klædedragter er klart inspireret af de fine portugisiske borgerfruers dragter fra det 16. århundrede, og den dans vi før var vidner til har slaverne haft med sig fra Afrika. Capoeiraen er en form for kampsport, der er maskeret som dans.
Cidade Alta
Den gamle bydel i Salvador do Bahia er en perle at gå på opdagelse i. Fra det begyndende totale forfald er bydelen langsomt, men sikkert ved at vende tilbage til fordums pragt. I dag er området erklæret totalt fredet af UNESCO som en del af verdens kulturarv, og man skal ikke glemme, at byen var Brasiliens første hovedstad, og alene af den grund har velstanden ikke passeret hen over stedet uden at have efterladt sine synlige spor. Enkelte steder er det kun facaderne der er bevaret, men vigtigst af alt er, at stedet fremstår som et hele. Turen til Pelourinho starter på Praça da Sé, hvor Catedral Basilica knejser side om side med Cantina da Luá, hvis borde breder sig ud over pladsen. Længere borte finder vi Convento São Fransisco, klostret der bestemt er et besøg værd. Barokklostret er overdådigt beklædt med guld fra gulv til loft. Gåturen over de toppede brosten gennem de smalle gader fører os frem til Lago de Pelourinho-pladsen og Museu da Ciudade og Fundação Casa de Jorge Armado, hvis to huse knejser for enden af pladsen. Forfatteren Jorge Armado er indbegrebet på Bahia, og fra vinduerne i huset åbner den skæve plads sig med kirken N.S. de Rosário dos Pretos - vartegnet for slaver og frie negere og endnu én blandt Salvador do Bahias ikke mindre end 200 kirker. Om det er i de tidlige morgentimer eller sidst på eftermiddagen, når solens violette stråler får husenes fortrinsvise blå og gule farver til at lyse ekstra stærkt, eller det er midt i Bahias rytmiske tropenat, hvor husene oplyses af kaskader af lys, så er det en dragende oplevelse at komme i kvarteret, som kalder den besøgende tilbage med ønske om at se mere og blive en del af det fællesskab og indladenhed, som området emmer af.
Cidade Baixa
Mætte af oplevelser, befrier stejle trapper, smalle stier og veje, bjergbaner og en enkelt elevator den besøgende og det går mod den lave bydel omkring den gamle havn. Her er det Mercado Modelo, et gammelt pakhus der er omdannet til Brasiliens største marked for kunsthåndværk, der kalder på den besøgende. Her kan man blandt andet købe hængekøjer, hæklede duge, musikinstrumenter og T-shirts i alle afskygninger. I de små boder er der rig mulighed for at prutte om prisen, hvis ikke tørsten trækker den besøgende ud på pladsen foran til en livgivende frugtjuice eller en kold chop. Foran ligger havnestationen, hvorfra bådene sejler til bl.a. Morro de São Paulo, og hele billedet flankeres af et gammelt fort der indrammer indsejlingen til denne vigtige gamle havn.
Bomfim
Bomfim-kirken er måske bahianernes mest elskede kirke, da N.S. de Bomfim er Bahias skytshelgen. Et besøg i byen vil ikke være komplet uden at have besøgt kirken, hvis vægge vidner om de mange mirakuløse gerninger, som denne helgen har udvirket, og i sandhed forener Bomfim Bahias afrikanske rødder med landets katolske rødder, når de afrikanske guder smelter sammen med helgener fra den 1. verden.
Bahia vokser
Salvador ligger ved vandet og åbner sig mod nord, når man igen forlader den høje klippe, hvorpå selve byen er bygget. Strandene ved Barra og Farról da Baha er igen ved at genvinde deres status som et alternativ til bymidten. Hoteller, barer og restauranter cementerer dette, og der findes da en række af uforlignelige skønne pletter langs med den strækning, såsom det lille hus der kroner enden af Praia da Barra og fyrtårnet, der markerer indsejlingen til havnen i Salvador. Fra Barra breder strandene sig de 30 km nordpå til Itapuã, men de er i dag mindre eksotiske end for blot et år ti siden.
Natten er ung i Salvador
Mørket har sænket sig over Salvador, og trommer banker af sted. Det er tirsdag og Olodums aften i Pelourinho, og bydelen er omdannet til et spontant dansende menneskehav af livsglæde. På enhver aften kalder bydelen på turister og lokale med gode restauranter og små hyggelige barer med jazz og traditionelt MPB (brasiliansk betegnelse for Populær Brasiliansk Musik). Området er sikkert, så længe man holder sig til den oplyste del og tager en taxa frem og tilbage. Et andet populært sted er Barra-området, hvor restauranter og barer igen har åbnet efter en periode, hvor Pelourinho trak alt til sig. Ligeledes kan Rio Verhelho-området anbefales. Skal man anbefale mindst én restaurant, så vil vi sige Senac på Lago de Pelourinho. Dette er kokke- og tjenerskolens øvelsesrestaurant. Betjeningen er formidabel, og maden er et kæmpe ”tag selv bord” med vægten lagt på Bahias køkken, der har dybe rødder tilbage i afrikansk kogekunst.
Karneval
Karnevalet i Salvador do Bahia er berømt for sin folkelighed og måske er dét den direkte årsag til at mange føler sig mere delagtiggjorte i festlighederne hér, til forskel fra det mere konkurrencebetonede karneval i Rio. Her gælder det om at findes den gruppe man ønsker at deltage med ved at følge sin egen ”Trio Eléctrico”, en kæmpestor lastbil der anvendes som scene for cremen af Bahias og Brasiliens artister. Stemningen når ofte ekstatiske højder, når gringoer og lokale bahianere forenes i en uafbrudt svimlende dans. Karnevalet er spredt ud over byen; gader, stræder og strande er integrerede og levende dele af festlighederne.
