Bahia
- Terra da Felicidade
Lyden af Berimbau, klappende hænder og mulatter i hvide natbukser, Capoeira. Sorte mamas i brusende hvide kjoler foran gryder, der damper af dendé-oliens forførende duft blandet med eksotiske ingredienser, der tilsammen giver en acarajé. Brasilianere med hudfarve som kakao og chokolade, der spænder over hele registret, slavernes efterkommere der netop her er i overtal.
Forførende rytmer og forbudte danse. Farvelade farverne og dørfyldningernes hyggelige kalden fra en for længst svunden barok byggestil, som portugiserne bragte med fra deres moderland, og de kokoshvide, dragende, palmeklædte tropiske strande, hvor den gamle verden for første gang satte sine fodaftryk i den nye verdens sandkorn.
Bahia har sin egen livsrytme og sin egen livsstil. Ikke underligt, at brasilianerne selv kalder Bahia for »Terra da Felicidade« eller "Lykkens Land", et Afrika i eksil i smeltediglen mellem tre verdener - den gamle, den nye og Afrika.
Bahia er velsignet med en 932 km lange kystlinje med Brasiliens bedste badestrande, og hertil kommer statens hjerte, hvor man finder det smukke højland, som den perfekte kontrast til de palmeklædte kyster.
Rejsen gennem Bahia
Fra nord mod syd støder vi først på Kokoskysten, hvor vi bl.a. finder Mangue Seco, Conde og Costa do Sauípe, Brasiliens nye designer-destination samt jetsettets fiskerlandsby Praia do Forte.
Herefter følger Bahia Todos os Santos, “Alle Helgenens Bugten”, med Salvadors unikke blanding af afroamerikansk kultur og portugisisk barokarkitektur til overflod.
Dendé-kysten er opkaldt efter den palmeolie, som alt mad i Bahia smager af. Her finder vi Morro de São Paulo, et tropisk hippieparadis uden biler, med smukke strande og et gammelt fort.
Herefter følger Cocoa-kysten, Jorge Armados sandkasse hvor flere af hans bøger udspringer, med steder som Itacaré, Brasiliens nye “in”-destination; Ilheus, den gamle kakaohovedstad og til sidst et af Latinamerikas største resorts, Transamerica, som man finder på Ilha Comandatuba.
Langs Opdagelsernes Kyst, Brasiliens vugge hvor portugiserne først gik i land, er det navne som Porto Seguro og Arrial D´Ajuda, der for brasilianerne er ensbetydende med ferie, strande og natteliv, byer der stadig venter på, at vi får øje på dem.
Sidst men ikke mindst Hvalkysten, der stadig er åben for udforskning. Her tænker vi først og fremmest på Abralhos, en lille men ikke særlig eksotisk øgruppe, men med noget af Brasiliens bedste dykkervand. Et paradis af fisk og koraller.
I hjertet af Bahia finder vi Chapada Diamantina med landsbyen Lençóis som indfaldsvej til nye oplevelser blandt grotter, søer og vandfald i et uforglemmeligt landskab.
Bahia fra nord til syd
Lad os tage på en rejse fra nord til syd i Bahia. Ingen anden stat i Brasilien har mere at byde på end Bahia. Historien har plantet sine dybe rødder i staten, men der er stadig plads til at gå på opdagelse, og for andre på genopdagelse, langs denne magiske kyst eller i det gyldne hjerte af staten.









