Pantanal
I vandhullet ude mellem alle vandplanterne stikker ikke kun ét par krokodilleøjne op over vandfladen, men her og der ses endnu et par. Dette er ikke som Amazonas, hvor en nats intense jagt på junglens caimaner resulterer i en lille udgave, som guiden behændigt samler op i kanoen og lader gå rundt til gæsterne. Her er caimaner i hobetal, og alle af en anselig størrelse.
Caimaner er ikke det eneste, der både i mængde og størrelse overgår Amazonas. Vi prøver med capivaren, eller flodsvinet som det hedder på dansk, der en er overdimensioneret mus eller gnaver - faktisk verdens største. Og nu vi er i gang med verdens største, så er det også her vi finder verdens største tapir, verdens største stork - Jabirustorken, verdens største papegøje - den blå hyacint macaw, og hertil kommer en mængde andre arter, som man kan sætte kæmpe foran, såsom odder og bæltedyr. Læg hertil kattedyrene ozelot og jaguar, anakonda-kvælerslangen og forskellige aber.
Hvorfor Pantanal?
Pantanal har været Brasiliens oversete turistattraktion, men sådan er det nok næppe længere. I takt med at Brasilien er vokset som rejsemål, har flere fået øjnene op for Pantanal som et værdigt alternativ til Amazonas, mens andre som vi mener at Pantanal langt overgår Amazonas. Man kan populært sige, at i Amazonas kan man ikke se dyrene for bare træer i modsætning til Pantanals åbne savanne, hvor dyrene byder sig til.
Pantanal er verdens største vådområde, ca. fem gange større end Danmark, hvoraf godt halvdelen ligger i Brasilien, mens resten er fordelt mellem Paraguay og Bolivia. Ornitologer og zoologer fra hele verden valfarter til området, hvor det for eksempel er muligt at se 1200 forskellige fuglearter (i hele Brasilien finder man 1746 forskellige arter og hele Europa har til sammenligning 200 arter) og fiske efter de ca. 350 forskellige fiskearter, hvoraf enkelte vejer over 80 kg.
Hvad er Pantanal
Pantanal er som et mægtigt indlandsdelta eller sump, hvad navnet direkte oversat betyder. Flankeringen af bjergkæder på tre sider og det ekstremt lille fald mod vest og floderne Rio Paraguaí og Paraná, gør at området ikke kan komme af med regnvandet fra bjergene lige så hurtigt som det modtager det. Derfor vil Pantanal, i perioden efter det har regnet i bjergene, være oversvømmet. Da regntiden strækker sig fra november til februar, vil Pantanal langsomt tørre ud hen mod oktober, hvor floderne finder deres normale leje, og hermed er der givet to helt forskellige oplevelser af dette udsædvanlige stykke natur, nemlig den våde og den tørre periode.
Flere økosystemer
Nu er Pantanal ikke kun ét økosystem, men snarere en mosaik af forskellige habitater. Nogle ligger konstant under vand, andre oversvømmes i perioder og andre igen ligger altid over vandet. Der hvor sumpen rejser sig blot 75 cm over sumpen dannes der kart og skovlignende strækninger, der kan minde om Amazonas, uden dog at have helt så høje træer. Et besøg i Pantanal er mere varieret end en tilsvarende tur i Amazonas. Her er bådture på søer og floder, på jagt efter piranhas (piratfisk) og dyr langs vandkanten; vandreture dybt ind cordiheiras og capões, hvor træerne rejser sig over sumpen; rideture som en anden pantaneiro, den brasilianske fætter til en cowboy, på savannen sammen med kvæget eller over sumpede strækninger hvor folk til fods må give op, og ture på ladet af et specialkøretøj, der rykker frem ad de få farbare veje med masse af stop på jagt efter dyrene, der konstant er på farten for at samle føde.
Hvornår rejser man?
Populært sagt er den våde periode den periode, hvor de større pattedyr stimler sammen på hvad der er tilbage af tørt land, mens alle fugle samt de dyr der kan svømme spredes ud over sumpen. I den tørre periode samler fuglene sig omkring de vandhuller der er tilbage for at fiske, og det er nu tid for de større pattedyr til at fordele sig over et stort område.
Den tørre periode (marts - oktober) er for de fleste nok den mest komfortable. Det er også den varmeste periode, men da fugtigheden er lav føles varmen ikke påtrængende som i regnperioden, hvor den ofte kvælende luftfugtighed kan føles helt lammende. I den nordlige del af Pantanal er dette perioden for de, som først og fremmest er interesserede i de store flokke af fugle, der samles omkring de udtørrende vandhuller, mens de store græsstepper mod syd byder på græsarealer, der tiltrækker de store pattedyr.
Regnperioden (november - februar) byder på andre oplevelser. Kommer man i denne periode er turen mere et eventyr, hvor ture til fods betyder at vade i vand - ofte op til livet. Flere af turene skal gøres til hest eller i kano. I denne periode søger de større pattedyr mod de skovbevoksede bakketoppe der rager op over vandet, mens fugle, fisk og caimaner forsvinder ud i de oversvømmede områder. Det er yngletid for fuglene, der først og fremmest findes i den sydlige del af Pantanal.









