Chile
Som danskere støder vi dagligt på Chile når vi handler i vores lokale supermarked. Fra billig til god vin, frugt og grøntsager, er bare et lille udpluk af det som vi fylder i vores indkøbskurve fra Chile. Mange har læst Isabel Allendes medrivende bøger, ikke mindst ”Åndernes hus”, og de fleste midt i livet har også hørt noget omkring en anden berømt Allende og en general ved navnet Pinochet, det var med til at berige Danmark med flygtninge efter et kup tilbage i 1973.
Alt dette har nok givet os en svag forestilling om, hvad der venter den besøgende som måtte begive sig til Chile; Men at beskrive en så stor rigdom fordelt over 4000 km i længden og kun 400 km i bredden er en formidabel opgave. I det følgende vil vi dog forsøge at give et indblik.
Chile er mere nøjagtigt 4.300 km langt - eller som fra Danmark til Gran Canaria. Forskellene mellem klima og natur varierer som mellem Norge og Afrika. Chile er i sandhed landet med høje bjerge, dybe søer, frodige dale, brændende ørkner, grønne skove, hede kilder, brusende vandfald, mægtige vulkaner og fascinerende historiske byer og øer, som for eksempel den legendariske Påskeø.
Landet med alle disse uimodståelige oplevelser af enhver art har i årevis tiltrukket og fascineret både den aktive turist og dem, der søger fredsommelig idyl i de mange smukke naturparker. Chile taler til hjertet af den rejsende med trekkingstøvlerne på, hvor bjergene kun venter på at blive udforsket. Chile taler til ganen af den tørstige vinkender på jagt efter eksotiske druer, den sultne gastronom på jagt efter nye retter lavet af alt godt fra havet - eller til dem med søstøvlerne på, der foretrækker at nyde naturen fra en cruiseliner, der langsomt bevæger sig tæt på en søløveflok og en kælvende gletscher. Er man til adventure-sport, mountainbike, white-water rafting, ja så kom an. Er man til poesi, ja så kom an. Her er Pablo Neruda født, ligesom de legender, der drager os til Påskeøen og Robinson Crusoe øen ude i det fjerne.
Chile er endda så meget mere end dette - så kom selv og oplev landet!









