Explora Patagonia
Hotel Salto Chico er en perle af et Explora-hotel beliggende i hjertet af Torres del Paine Nationalpark - med den smukkeste udsigt man næsten kan forestille sig. Lodget har 50 værelser bygget i lyse, rustikke, naturlige rammer - simpel elegance. Man føler virkelig man befinder sig midt i naturen, hvilket man jo rent faktisk også er, bare omgivet af behagelig luksus.
Alle værelser har udsigt, jacuzzi og opholdsareal - og ingen fjernsyn til at tage opmærksomheden væk fra den smukke natur udenfor vinduet. Desuden er der en separat spa afdeling, en slags badehus med lækre pools og wellness af enhver art. Salto Chico har som det eneste hotel i området egen hestestald til at sætte ekstra kvalitet til de mange ture, man hver dag kan vælge at begive sig ud på som en del af Explora-konceptet - hvor alt er inkluderet: Individuelle oplevelser, skøn mad og fantastiske faciliteter.









