Santa Fé de Bogotá

- hovedstaden i Colombia er en driftig handelsby med bunker af kultur

 

 

bogotaSanta Fé de Bogotá, hovedstaden i Colombia er beliggende på plateauet Sabana de Bogotá i en højde på 2.630 meter over havet, omgivet af den østlige udløber af Andesbjergkæden. Byen blev grundlagt i 1538 af spanieren Gonzalo Jimenez de Quesada, men det er først i perioden efter 2. verdenskrig, at byen er vokset til en metropol, bygget omkring den klassiske udlægning af vejnettet i de spanske kolonibyer. Calles „C" løber på tværs af bjergene og krydses af Carreras „Cra", der løber på langs af byen.

 

Byen er en driftig handelsby med en række butikker, der sælger varer, der er tilvirket på licens i Colombia. Disse varer handles alle steder i byen langs proppede butiksstrøg. Det kan tage timer at komme fra den ene ende af byen til den anden i myldretiden, hvor vejene omdannes til lange bilkøer af farvestrålende busser og gamle amerikanerbiler.

Byen rummer meget lidt kolonial atmosfære, der er begrænset til området La Candelaria. Med udgangspunkt omkring Plaza de Bolivar, kan man i nogle få gader finde rester af det gamle Bogotá. Et besøg i byen rummer naturligvis også en tur til Guldmuseet, der har en kæmpe samling af guld af præcolombiansk oprindelse. Den almindelige turist har hurtigt overstået Bogotá.

 

Seværdigheder:

Plaza de Bolivar - Byens centrum. Her findes Ærkebiskoppens palads.

 

Katedralen - Bygget i 1807 i klassisk stil. Her findes bl.a. rester af de oprindelige bannere som Jiménez de Quesada medbragte til Bogotá, da byen blev grundlagt.

 

Palace San Carlos - Stedet hvor Simon Bolívar boede, mens han residerede i byen. Sagnet siger, at han plantede det store valnøddetræ. Overfor ligger musset for kolonial arkitektur. 

 

Museet for kolonial arkitektur - hvad der betragtes som Colombia´s bedste eksempel på kolonial arkitektur. Bygningerne tilhørte oprindeligt jesuitter munke og blev siden hen Colombia´s første universitet. oro

 

Guldmuseet - beliggende i Banco de la República (nationalbanken) på Parque Santander, rummer den største samling af præcolumbianske guldeffekter fra bl.a. Ciudad Perdida, San Augustin og ikke mindst fra fundene ved Guatavitasøen. Samlingen er bedre end den i Lima, absolut et sted man bør besøge, når man er i Bogotá.

 

Monserrate - byens bedste udsigt. Tag en taxi til stationen ved tovbanen, der bringer en til toppen. Kom om formiddagen, inden himlen over byen trækker sig sammen til det uundgåelige regnvejr, der det meste af året præger Bogotá. På toppen findes flere restauranter og en miniudgave af det gamle Bogota

 

Transport:

Lufthavnen, El Dorado, med verdens anden længste landingsbane, er en velorganiseret lufthavn, bestående af to afgangshaller. I den ene, som er den største, findes den internationale og nationale afgangshal, hvorfra AVIANCA flyver. Fra den anden afgangshul Punte Aéro, flyves der bl.a. til Medellin, Cali, Pasto og Barranquilla. Der går busser mellem de to terminaler. Taxi fra lufthavn til byen er nemt og billig, idet der altid er et kæmpe opbud at vælge imellem.

 

Busstation velordnet og moderne, beliggende mellem lufthavnen og byen. Stationen er opdelt efter verdenshjørner. Spørg taxichaufføren om at blive sat af ved den terminal, der dækker din rejse rute.

 

Taxi fra busstation til hotel er kontrolleret af en taxicentral, der mod adressen giver et ca. beløb til det ønskede bestemmelsessted.

 

 
 
 
 
 
 
 
Jesper Hannibal & Co - Fredensgade 36B - DK-8000 Århus Tlf: 70 270 370 * mail: info@jespercom.dk