Stillehavskysten

- den sorte kyst

 

Colombia har 1.350 km kystlinje langs Stillehavet; et område der næsten er ukendt som feriedestination, selv blandt colombianere. Det er her man finder bugten Bahía Solano og den lille landsby El Valle samt øen Isla Gorgona.

 

colombia

På Stillehavskysten har de to bosættelser Bahía Solano og El Valle gradvist udviklet sig til ferie resorts. Specielt El Valle har gode strande med mørkt sand, der er karakteristisk for de fleste strande på Stillehavskysten. Den eneste forbindelse mellem de to byer er en 18 km lang grusvej. 

Ikke langt herfra ligger nationalparken Parque Nacional Ensenada de Utría, som blev oprettet i 1987. Nationalparkens nordlige grænse går kun 6 km syd for El Valle og eneste adgang til parken er med båd eller til fods - en tur på ca. 2 1/2 time. Ensenada de Utría byder på gode muligheder for at svømme, snorkle og dykke samt vandreture i den tropiske regnskov. Den eneste rigtige hvide sandstrand i området ligger inde i parken på Isla Salomon. Ved kysten kan man ofte se hvaler og delfiner (specielt fra august til oktober) samt havskildpadder, der i ynglesæsonen kommer op på stranden for at lægge æg.

Adgang til Bahía Solano foregår kun med fly fra Medellín, Cali eller Bogotá.

 

Isla Gorgona

gorgonaLængere sydpå langs Stillehavskysten finder man øen Isla Gorgona, beliggende 55 km fra fastlandet ud for Cauca regionen. Den tidligere straffekoloni, blev erklæret for nationalpark i 1984 og dækker et areal på 492 km2. Selve øen er kun 9 km lang, 2,5 km bred og er dækket af frodig tropisk regnskov. Her er et varieret dyre- og planteliv, gode dykkermuligheder og, i modsætning til det meste af Stillehavskysten hvide sandstrande. Isla Gorgona er mest kendt for væg- og dybhavsdykning og ikke så meget for koralrev. Enkelte dykkersteder anbefales kun til erfarne dykkere på grund af kraftige understrømme. Som et resultat af øens lange separation fra fastlandet, lever der endemiske arter, som har tilpasset sig de specielle livsbetingelser på øen. Der findes ingen større pattedyr, men der lever aber, firben, flagermus, fugle og slanger på øen. Af sidstnævnte er der optalt ikke mindre end 15 arter, heriblandt boa-slangen. Havet omkring Isla Gorgona besøges ofte af hvaler og delfiner (august-oktober) samt havskildpadder. Øen kan besøges hele året rundt, men februar og marts er de måneder, hvor der falder mindst regn. En special tilladelse er påkrævet for at besøge Isla Gorgona af Inderena, som også har et besøgscenter på øen med plads til 70 over overnattende gæster i 4-8 sengs-værelser.

 
 
 
 
 
 
 
Jesper Hannibal & Co - Fredensgade 36B - DK-8000 Århus Tlf: 70 270 370 * mail: info@jespercom.dk