Saquisilí
Her ligger Ecuadors bedste indianermarked, der finder sted på torsdage. Byen er utrolig hyggelig og stemningen er rolig. Dette er i modsætning til det store Otavalomarked ikke et turistmarked. Indianerne kommer for at sælge eller købe alt mellem himmel og jord, fra bananer til mærkelige små dimser. Dette marked er en form for minibørs, bestemmende for mange dagligvarepriser i hele Ecuador. Det spreder sig forskellige steder i byen på gader og stræder. Kvæg- og husdyrmarked ligger uden for byen, en på en lille plads er der forskellige artikler solgt af Otavaloindianere samt et frugt og grøntmarked. Byens centrale torv er et stort tøjmarked.









