Lidt historie

Det var hollænderne, der i slutningen af 1500 tallet for første gang satte fod på den dengang ugæstfrie og ubeboede ø. Øen lå så langt fra noget fastland, at hverken dens geologiske unge alder, strøm- eller vindforhold havde ført meget liv til den, i dag, så frodige ø.

Da hollænderne havde taget, hvad de umiddelbart kunne bruge af bl.a. ædelt træ og spist, hvad der var at spise af skildpadder og spiselige fugle, forlod de øen igen.Først da franskmændene satte nogle myterister i land i 1642 og året efter opdagede, at de ikke var syge, fik Frankrig øjnene op for La Reunion. Siden er der kommet planter og dyr til fra alle egne af verden, slaverne kom fra Madagaskar og det afrikanske fastland, for at arbejde i sukkerrørsmarkerne, som forvandlede øens frodige muld til hvidt guld.

Slaveriet ophørte

Efter at slaveriet ophørte i 1848, lokkede man indiske grupper af malabarer og tamiler til øen med gyldne løfter om jord og arbejde. Øen har også en lille muslimsk gruppe af indiske og arabiske købmænd, der kom til øen på deres mange handelsrejser, hvor La Reunion lå som et naturligt stoppested på vejen nord til syd eller øst til vest. Sukkerrørene efterfulgtes nu af kaffe, vanilje og ekstrakter til parisiske restauranter, øens nye guld.

Den blandede befolkning

Plantageejerne og øens administration har fra tidlige tider været franske, og sammen med de frigivne slaver og de asiatiske grupper udgør de i dag øens blandede befolkning. Der er dog ikke nogen diskrimination på øen La Reunion, der oversat fra fransk betyder "mødet".

 Ny indbyggere

Øens befolkning vokser fortsat. Som europæer kan man frit bosætte sig på La Reunion, og klimaet og de smukke omgivelser lokker ikke kun franskmænd. Senest er der kommet en stor gruppe af indvandrere fra Mayotte, der ligger nordvest for Madagaskar og tidligere var en del af Comorerne, men nu er fransk. De meget afrikansk udseende indvandrere er lette at kende, da kvinderne bærer en meget karakteristisk muddermaske og farverige afrikanske klædedragter.