Lago Atitlán
- historiske landsbyer omkring verdens smukkeste sø
Forfatteren Aldous Huxley udråbte Atitlán til verdens smukkeste sø. De fleste er nok også tilbøjelige til at give ham ret, når de betragter de tre majestætiske vulkaner - Atitlán, Toliman og San Pedro - spejle sig i de 130 km 2 turkise vand dybt inde i Sierra Madre bjergene. Om eftermiddagen oprøres vandet af Xocomil (”Vinden der fører synden bort”), mens man om formiddagen kan finde en helt rolig vandoverflade at spejle sig i.
Disse smukke omgivelser har i lange tider tiltrukket mennesker fra forskellige kulturer, helt tilbage fra år 1000 f. Kr. Nu til dags finder man 17 byer og landsbyer omkring søen, alle med deres egen karakteristik, klædedragt og kultur. Trods den massive turisme, har befolkningen i landsbyerne stort set bevaret deres livsstil og erhverv som fiskere, landbrugere og håndværkere.
Den største by ved søen, Panajachel, er en verden helt for sig selv. De lokale kalder den i spøg for ’’Gringotenango’’ på grund af alle turisterne. Her flokkes de fra hele verden i byens butiksgade, hoteller og restauranter, der danner stor kontrast til de historiske gamle kirker og markedspladser, hvor de lokale mødes som de altid har gjort det. Hver dag afgår der både til små landsbyer som San Pedro, San Antonio og Santiago de Atitlán, hvor kvindernes flotte dragter fortæller, hvor de kommer fra. Stofvævning er stadig den vigtigste industri.




