Santiago de Atitlán
Dette er den største by ved søen, hvortil de fleste sejler med båd fra Panajachel. I Santiago de Atitlán lever folket Atitlecos, der er efterkommere af Tzutuhiles. Førhen mindede dens udseende mere om tiden med de spanske erobreres indtog i sammenblanding med lokale skikke. Men den voksende økonomi har nu fået folk til at rive de gamle lerhuse ned for at bygge moderne betonbygninger, der dog ofte ender med at stå halvfærdige hen. Således er landsbyen ikke nær så autentisk en oplevelse som de fleste håber. Mange kommer herover blot for at se afgudsfiguren Maximón. Dog ligger en af landets ældste kirker her. Den er hvidkalket og har et massivt klokketårn og en fantastisk balkon af træ på søjler. En stentrappe, der minder om mayaernes pyramidestil fører op til hovedindgangen.
I Santiago vikler kvinderne deres hoveder ind i lange uldbånd (Xocop), og disse broderede Huipiles beretter om historie og følelser vævet i et stærkt bånd af tro. Her i byen tog kulten Maximón sin begyndelse. Denne Maximón er en blanding af en kristen helgen og en hedensk afgud, og ingen ved helt hvor han kom fra eller hvornår kulten opstod. I de indfødtes verden er han dog den vigtigste figur på grund af hans evner til at bringe sine tilbedere held, lykke, rigdom og kærlighed. Maximón gengives som en træmaske med en cigar i mundvigen, klædt i tøjstumper og flere forskellige hatte.
Hvert år tages han med i processionerne i påsken side om side med kristusfigurerne. En sammenblanding af kristenhed og gamle myter, der egentlig kendetegner indianerne i mange dele af Amerika.
Byen er som nævnt ikke specielt køn, men udover ovenstående er der også et udmærket marked langs hovedgaden. Landsbyens dygtige kunsthåndværkere har fremstillet malerier og fine billedudskæringer med motiver af lokale figurer og skikke.
