Rio Dulce & Livingston– caribiske rytmer og tropisk skønhed
Fra Guatemala City føres man til den atlantiske kyst ad en 300 km lang vej, der er en sand oplevelse, ikke mindst for smagssansen. Små boder langs hele ruten mod Rio Dulce byder på mango, avocado, ananas og mange andre eksotiske lækkerbiskener. Den brede flod med det søde ferskvand flyder gennem et jungleparadis med fugle og planter i alle farver ud mod dens udmunding i Det Caribiske Hav. De smukke rammer består af grønne klipper, der falder lodret ned i havet. Havet medbringer myter om utallige piraters togter mod de spanske galeoner, der sejlede op ad floden fra Atlanterhavet mod søen Izabal. På en af flodbankerne finder man således det strategisk placerede San Felipe fort, der skulle beskytte spaniernes adgang til søen. Det blev opført i 1652 og fremstår stadig intakt med istandsatte korridorer og kraftige kanoner.
For enden af Rio Dulce floden ligger Livingston, der blev grundlagt af emigranter fra de britiske kolonier i Belize og Caribien samt slaver, der flygtede fra Roatan under oprøret i 1795. Man kan kun komme hertil via vand- eller luftvejen. Her går lever de mørke indbyggere med afrikanske rødder et afslappet liv på bare fødder til reggaemusik. Fiskeri er hovederhvervet, hvilket kan nydes på fiskerestauranterne med det friske og gode udvalg.
Livingston var på sit højeste omkring århundredeskiftet, da den var landets mest betydningsfulde havn for forsendelse af kaffe fra Guatemala. Selv dette kunne heldigvis ikke ødelægge den charmerende landsbystemning i byen. I dag synes tiden at være gået i stå i den nu isolerede by. Stemningen er meget intim, strandene er paradisiske og køkkenet vidunderligt. På hotellet Tucán Gudú kan man opleve de autentiske afro-caribiske traditioner, og overalt finder man udsøgte fiskeretter, hummer, rejer, ”tapados” og kokosnød-brød.
Omkring Livingston er der mange interessante udflugtsmuligheder. For eksempel er der ”Los siete altares”, et meget specielt vandfald i junglen, hvor man kan bestige klipperne og svømme ind under faldet. Det er også værd at besøge regionens største havneby, Puerto Barrios, der ligger lidt længere væk.
Det kan absolut anbefales at gøre hold ved mayaruinerne Quiriguá på vej tilbage mod hovedstaden. Her ligger nogle af mayaernes højeste skulpturer omgivet af enorme træer og myriader af fugle.
Den caribiske kyst i Guatemala er pyntet med dyre sommerhuse, hvis ejere og besøgende dyrker vandsport i de eksotiske kulisser dybt præget af den afro-caribiske garifuna-tradition og præcolumbianske kunst krydret med alle rytmerne og pirathistorierne.
Praktiske oplysninger og seværdigheder:
Rio Dulce: Floden på 42 km som forbinder Lago Izabal med havet, er et stort område, kaldet “El Golfete”, en slags lagune omgivet af jungle. Broen henover floden er den længste i Centralamerika. Sommer- og weekendhuse på ligger langs flodbredden. Hotel Katamaran, der ligger på øen, har en lille marina.
Bahía de Amatique: Bugt ved udmundingen af Rio Dulce. Perfekt til vandsport og dykning efter arkæologiske skatte. Strandene er omgivet af skov.
Lago Izabal: Guatemalas største sø.
Biotopo Chacón-Machaca: Del af Lago Izabal - Rio Dulce/Bahia de Amatique økosystem. Stier, campingpladser.
Castillo de San Felipe: Spansk fæstning på bredden af Rio Dulce, hvor den flyder ud af Lago Izabal. Et af de få levn fra kolonitiden, der er tilbage i området. Bygget i 1652 for at hindre adgang til søen og for at forsvare skibe mod hyppige overfald af pirater. Smukt restaureret, midt i junglen, flot stenkonstruktion og kanoner, der peger ud i floden.
Livingston: Lille fiskerby ved udmundingen af Rio Dulce ved Det Caribiske Hav. Adgang fra havet enten med færge eller privat båd fra Puerto Barrios. Byen var en vigtig havn for kaffeeksport indtil starten af 1900-tallet. Caribisk stil, træhuse, frisk fisk og lækkert kokosnød-brød. Strandene er omgivet af frodig vegetation og er ideelle til vandsport.
Festdage: Den 12. december, festdag for ”Virgen de Guadaluope”, en god chance for at se garífuna og folkedragter. I påskeugen opføres en skildring af Jesu liv. Den 26. november er festdag for San Isidro Labrador.
Klima: Varmt og fugtigt med store regnskyl. Gennemsnitstemperatur 26 grader celsius.
Udflugter: Los Siete Altares - et vandfald midt i junglen, hvor de besøgende kan klatre op på store klipper og svømme under vandfaldene. Også udflugter til Guatemalas “Cayes” og Belize. Garífuna optog, “Las Escobas”, naturlige pools, fuglestudier på Cerro Gil Hill, Puerto Barrios og Lívingston.
Puerto Barrios: Byen har moderne havnefaciliteter og ligger belejligt som et godt handelscentrum. Guatemalas største frizone ligger her, og der sejler både ud til turistattraktionen Rio Dulce. Dog ikke en specielt køn eller attraktiv by.
Quiriguá: Arkæologisk seværdighed fra mayakulturen, formentlig en vasalstat til Copán i Honduras i den klassiske mayaperiode. Flere udsmykkede bygningsværker, dækket med hieroglyffer og udskårne relieffer, afspejler mayaernes kunst når den er bedst. Her finder man desuden nogle usædvanligt høje steler, en af dem er 11 meter høj, udhugget i ét stykke sten og den vejer 65 tons. Ligger ca. 4 timer fra Guatemala by. For at komme dertil, tag hovedvejen til Puerto Barrios.




