Tikal – mayaernes kongelige metropol

 

 

 

Langt inde i Guatemalas dybe jungle opdagede man i 1848 en af de største kulturskatte i verden – det mægtige Tikal. I 1955 gjorde man stedet her i El Petén til en 576 km2 stor nationalpark, som i 1979 kom på Unesco’s liste over særligt bevaringsværdige monumenter.

 

Forladt i hundreder af år stod den halvvejs opslugt af den tropiske skov og samtidigt som en lyslevende, ufattelig port direkte ind i til hjertet af mayafolket. Nogle mener at det er den største spirituelle oplevelse at besøge dette mayaernes største ceremonielle center, der formentlig nåede sit højdepunkt fra år 700 til 900 e. Kr.

 

Andre nøjes med at lade sig overvælde af den enestående natur, farverne, duftene, lydene. Man kan dårligt se himlen for den tætte bevoksning, og dog myldrer der med fugle, sommerfugle og aber oppe i de vældige ceder-, mahogni-, ceiba-, og sapota-træer. Listen over vegetationen og dyrelivet er endeløs – jaguarer, rådyr, ræve og slanger boltrer sig blandt palmer, peber, orkideer, vin og medicinale urter.

 

Omgivet af al denne naturens luksus finder man så det storslåede menneskeværk midt i det hele – det mystiske, urørlige, overraskende Tikal. Her anlagde de mægtige mayaer ikke mindre end 3000 bygninger, paladser, terrasser, pyramider, alléer og haver, formentlig spredt over 130 km2 i år 750 e. Kr., hvoraf der indtil nu er kortlagt ca. 16 km2 bykerne. Alt sammen dekoreret med søjler, altre og inskriptioner, der beretter om guder i jaguarkapper, planeternes stilling, drømme, ambitioner, århundreders arv. Her skabte disse kloge indianeres astronomer den perfekte kalender og tydede matematikkens hemmeligheder.

 

Man mener der har boet op mod 50.000 mennesker her i den klassiske maya-periode men at stedet allerede blev grundlagt i år 900 f. Kr. Meget står uberørt og dækket af junglens grønne mos, nøjagtig som man fandt det. Andet er restaureret af arkæologerne så symbolerne træder tydeligere frem. Monumenterne ærede kongerne og skulle behage guderne. Man ser ikke nær så flotte udsmykninger og inskriptioner som andre steder, men beliggenheden og størrelsen er helt unik. Alt i alt et perfekt vindue til en storslået, svunden men dog i mindet lyslevende kultur.  

 

 

Arkæologisk oversigt:

I Tikal National Park er ca. 16 km2 kortlagt. Dette var et af mayaindianernes absolutte centre med mere end 3000 bygninger, hvoraf mange ligger begravet under tilgroede jordhøje. Næsten lige meget hvor man går, betræder man rester af gamle bygninger. Man har fundet tusindvis af redskaber samt rituelle og personlige genstande Der er også fundet mange typer grave. Stedet blev genopdaget i 1848 af Modesto Mendez og Ambrosio Tut, henholdsvis oberst og guvernør fra Péten. Før da havde det ligget øde hen i århundreder.

 

Højdepunkter på turen

 

Plaza Central: Den flotteste del af Tikal, som er en stor lysning i junglen med mange smukke bygninger, paladser og haver. Her ligger Tempel I (for Den Store Jaguar, 47 m høj), Tempel II (38 m høj). Mange søjler og altre. Man kan bestige tempel II relativt nemt.

Plaza del Mundo Perdido: Her ligger den ældste pyramide i Tikal; Den er 32 m høj og udgør en del af et astronomisk kompleks. Et godt sted at se solopgang og – nedgang samt observere fugle.

Plaza de los Siete Templos: Torvet med de syv templer. En række mindre templer, det midterste er udskåret i relief. Her er også den berømte boldbane.

Templo lll: Den store præsts tempel, 60 m høj

Templo lV: Den højeste bygning i Tikal (65 m), hvorfra der er panorama udsigt.

Templo V: Den nyrestaurerede bygning på 51 meter som de modige kan klatre op på ad en næsten lodret trætrappe og få en fantastisk udsigt. Ikke for folk med højdeskræk!

Templo VI: Inskriptionernes tempel, 25 m. Flere hieroglyffer end noget andet sted er samlet her, samt udskårne søjler og altre.

Museo Tikal: Her finder man flere spændende fund fra ruinerne, bl.a. en kopi af et af de store gravfund.

Museo Lítico: Ved besøgscentret finder man dette museum med interessante steler, altre, fotografier fra udgravningen samt en model af, hvordan man mener stedet har set ud i den klassiske maya-periode.

Adventuresport: Canopy-tour i trætoppene, hvor man svæver mellem 12 platforme på niveau 2. Kan bookes tæt ved indgangen til parken.  

 
 
 
 
 
 
Jesper Hannibal & Co - Fredensgade 36B - DK-8000 Århus Tlf: 70 270 370 * mail: info@jespercom.dk