Tegucigalpa
Hovedstaden i Honduras kaldes oversat fra det gamle sprog Nahuatl "Sølvhøjen", og den ligger behageligt i 1000 meters højde i en grydeformet dal med fyrretræer på de omkringliggende bjergsider. Oprindeligt var Tegus, som den kaldes lokalt, en mineby, grundlagt af spanierne i 1578. Floden Choluteca deler den og den førhen selvstændige by Comayaguela i to; På den østlige side ligger centrum og de pæne kvarterer, mens bydelen på den anden side af floden er mere fattigt og beskidt.
Midt i det historiske centrum ligger torvet med en katedral fra det 18. århundrede, der er rigt dekoreret med barok kunst. I nærmeste omkreds finder man en række interessante seværdigheder og koloniale bygningsværker. Hovedstaden i Honduras har kun et par millioner indbyggere, men er alligevel ret støjende og travl og ikke nær så nem at finde rundt i som andre store byer i Honduras. Den er dog et interessant stop på vejen, om ikke andet på grund af nogle af de seværdigheder der også findes i omegnen.
Omkring Tegucigalpa
Der er rigtig mange seværdigheder i området. 7 km sydøst for centrum finder man den store gotiske katedral Basilica de Suyapa, der er viet til landets skytsengel Virgen de Suyapa. Der går utallige historier om hendes mange mirakler. 20 km mod øst ligger den charmerende gamle by Santa Lucia. En sand perle fra kolonitiden med brostensbelagte gader og en charmerende kirke med en kristusfigur helt fra år 1574. 30 km øst for hovedstaden er der en gammel mineby ved navn Valle de Angeles. Den er restaureret, så den fremstår som en autentisk spansk mineby fra 1600 tallet. Et af de smukkeste områder i Honduras er La Tigra National Park, som ligger blot 11 km nordvest for Tegucigalpa. Det er en af de få resterende tågeskove i Centralamerika, og oppe i dens 2770 meters højde lever der ozelotter, pumaer, aber og quetzales, samt over 200 andre fuglearter. Alle disse og meget mere bor smukt omgivet af orkideer, bromelia og bregner i alle afskygninger.




