Cancún - et tropisk ferieparadis

 

I 1970’erne besluttede nogle ambitiøse turistplanlæggere at forvandle det søvnige lille fiskerleje kaldet Cancún til en moderne ferie-metropol i verdensklasse. Projektet var og er en enorm succes; Den 23 km lange sandtagne Isla Cancún med form som et 7 tal har nu omkring 500.000 indbyggere og tiltrækker strandgæster fra hele verden i overflod.

 

 På den ene side af sandtangen ind mod hovedbyen på land har man Laguna de Nichupté og på den anden det turkisblå Caribiske Hav med kilometervis af paradisiske stande. Da sandet i virkeligheden er mikroskopiske planktonfossiler, som ikke bliver særligt varme, har man en slags naturlig aircondition under fødderne. Dette, sammenlagt med den blændende hvide farve i kontrast til det azurblå vand, gør strandene til en utrolig fornøjelse. mexico

 

Den brede boulevard Kukulcán går fra byen igennem hele sandtangen, og er én lang perlerække af restauranter, indkøbscentre, casinoer, natklubber og barer udover de mange luksushoteller, der selvfølgelig ligger lige ud til stranden. Givet er det, at det ikke er i Cancún, man finder den ægte mexicanske sjæl, men er man til eksotisk strandferie med alle muligheder for udflugter og fornøjelser i solen, er det stedet over alle.

 

Desuden ligger Yucatán-halvøens største lufthavn her, samt store hospitaler og andre services. Før man tager til Cancún skal man huske et par ting: Man skal kunne lide mange turister og hektiske charterrejse-tilstande. Man skal også huske at alting er dyrere end i resten af landet og stilen mere amerikansk end mexicansk på alle måder.

 
 
 
 
 
 
Jesper Hannibal & Co - Fredensgade 36B - DK-8000 Århus Tlf: 70 270 370 * mail: info@jespercom.dk