Cajamarca
Denne smukke koloniale by ligger i højlandet i det nordlige Peru, og er et foretrukket feriested for de lokale. Byen har et godt marked og flere fine museer og historiske bygninger. For eksempel finder man det værelse, hvor Pizarro holdt Atahuallpa fanget. Man ville løslade ham mod at få et rum fyldt med guld, men slog ham alligevel ihjel.
Lidt uden for byen ligger de berømte varme helsebringende inkabade, som har været brugt i tusinde år. I Andesregionen er Cajamarca en af de mest spændende byer fra kolonitiden. Omegnen rummer gode muligheder for vandreture og besøg ved præ-inkaruiner.
Udflugter fra Cajamarca:
Ventanillas de Otuzco: Præ-inka begravelsesplads 8 km fra Cajamarca, der består af hundredvis af niche-grave bygget ind i bjergsiden som små vinduer.
Cumbe Mayo: I et forblæst bjerglandskab 20 km sydøst for Cajamarca ligger den mange kilometer lange vandkanal, som er et godt eksempel på inkaernes ingeniørkunst.
Llacanora og Hacienda La Colpa: Llacanora er en lille malerisk landsby 13 km fra Cajamarca. Et par kilometer længere væk ligger Hacienda La Colpa, som er en fungerende kvægfarm. Hver eftermiddag drives kvæget, der hver kaldes ved navn, tilbage i stalden.









