Sydafrika rundrejse
Dag 1: Afrejse fra Kastrup eller Billund til Cape Town.
Ankomst Cape Town - Sydafrikas smukke moderby ved Atlanterhavskysten. I bliver budt velkommen i lufthavnen og kørt til jeres hotel, Cape Town Hollow., der ligger ved Companys Garden.
Dag 2: I skal på en fantastisk tur til Cape Peninsula's sydligste punkt, Cape Point. Undervejs passeres historiske og idylliske kystbyer, smukke sandstrande og dramatiske kyststrækninger, mens man fra flere udsigtspunkter kan nyde den bjergtagende udsigt. Turen går langs Atlanterhavskysten via de mondæne forstæder Sea Point, Clifton og Camps Bay med stop ved et udsigtspunkt ved Llandudno. Herefter går turen videre til Hout Bay, et lille fiskerlandsby med fantastisk udsigt til bjerge og strand. Hvis vejret tillader er der mulighed for en bådtur til Seal Island (ikke inkl. i prisen), hvor man kan se i hundredevis af Cape-pelssæler. Der fortsættes ad Chapman's Peak Drive til Cape Point og Good Hope Nature Reserve, der byder på et rigt plante- fugle- og dyreliv. Efter frokost (ikke inkl. i prisen) går turen til Simon's Town. Her gøres der stop ved Boulders Beach, hvor en stor pingvinkoloni holder til. Turen slutter tilbage i Cape Town omkring kl. 17.30.
Dag 3: Denne dag er dedikeret Sydafrikas fantastiske "vinland". Fra Cape Town går turen gennem smukke bjerglandskaber, forbi vinmarker og karakteristiske Cape Dutch-vingårde til hjertet af Vinlandet. I vil opleve den smukke udsigt over vinmarker til bjerge ved Taal Monument nær Paarl, og føle historiens vingesus ved Huguenot Monument i Franschhoek. I kører gennem Helshoogte-bjergpasset til den historiske universitetsby Stellenbosch - Sydafrikas næstældste by, hvilket tydeligt afspejles i den pittoreske gade Dorp Street med den berømte butik Oom Samie Se Winkel fra 1791. Turen inkluderer en kældertur og vinsmagning på to vingårde (frokost ikke inkluderet). Hvis tiden tillader indlægges en tredje vinsmagning (for egen regning).
Dag 4-5: Dagene er til fri disposition
Dag 6: Efter morgenmaden bliver I kørt til lufthavnen, hvorfra I flyver direkte til Kruger Mpumalanga International Airport. Her bliver I mødt og kørt til Hippo Hollow Country Estate, hvor I bor de næste tre dage
Dag 7: Denne dag er der heldagstur på Panoramaruten, der byder på en mulighed for at se de fleste af Mpumalanga's smukkeste naturscenerier. Højdepunkter inkluderer Blyde River Canyon, God's Window, Wonderview, Bourke's Luck Potholes, Three Rondavels, Lisbon Falls, Mac Mac Falls (hvis tiden tillader) og Pilgrims Rest.
Dag 8: Dagen er til fri disposition.
Dag 9: I bliver hentet på jeres hotel og kørt til det private vildtreservat, Sabi Sands Private Game Reserve, der går for at være Sydafrikas bedste vildtreservat. Her skal I bo på den fantastiske lodge, Arathusa Safari Lodge, der ligger lige ned til et stort vandhul, hvor både bøfler, elefanter, gnuer, zebraer, vandbukke m.fl. ofte kommer ned for at drikke.
Dag 10-11: Dagene I vildtreservatet går med safari, afslapning og god mad & drikke. En typisk dag på safari foregår således:
Omkring kl. 05 bliver man vækket med te, kaffe og en bid brød eller frugt. Herefter er der safari i åben jeep i det private vildtreservat. Her om morgenen vågner bushen langsomt, og der er aktivitet blandt dyrene, da det endnu ikke er for varmt. Da det er et privat reservat, er det tilladt for rangeren af køre "off road", så man kan komme helt tæt på dyrene. En lokal "tracker" er med, og der er ikke mange spor, der forbigår hans overvågne og trænede blik.
Undervejs er der kaffe/tepause i bushen, inden det så småt går retur til lodgen. Her er man omkring kl. 09:30, hvor en tiltrængt brunch venter. Herefter kan man slappe af ved poolen, læse en bog i loungen eller tage med rangere på bush walk. Her i middagsvarmen holder dyrene sig i ro, og det er sikkert at bevæge sig rundt med en ranger. Han vil fortælle om floraen, fuglene, dyrene og alle de små ting, man ikke lige lægger mærke til, når man sidder i en bil.
Frokost serveres kl. 13:45, og herefter kan man så småt begynde at klæde om til næste safari. Men inden da er der lige lidt at spise - igen. Kage, frugt, kaffe og te så man er klar til de næste tre timers safari.
Ved 16-tiden går turen så igen ud i bushen. Dyrene er atter aktive, og mange vandrer mod vandhuller for at slukke tørsten. Inden solen går ned, gøres der stop og den velkendte sundowner-drink serveres i solnedgangen. Himmelen overtages langsomt af en fantastisk stjerneparade, som rangeren også er kyndig i. På turen tilbage til lodgen bruges en kraftig spotlampe, så der er chance for at møde nogle af de sky nat-aktive dyr.
Tilbage på lodgen er der tid til et bad inden folk mødes i baren for lige at snakke om dagens oplevelser. Middagen serveres for så vidt muligt udendørs i bomaen med den spektakulære stjernehimmel som tag. En lang og begivenhedsrig dag er slut, og de fleste trækker sig tilbage for at være klar til morgendagens tidlige vækning.

Dag 12: Det er sidste morgen i bushen, og der er tid til en morgensafari inden morgenmaden. Herefter bliver I hentet og kørt til lufthavnen, hvorfra I flyver via Johannesburg mod Danmark.
Dag 13: Ankomst Danmark.
Pris pr. person i delt dobbeltværelse: fra kr. 22.425,-
Prisen inkluderer:
* Flybillet Danmark - Cape Town - KMIA - Johannesburg - Danmark
* Lufthavnsskatter samt bidrag til Rejsegarantifonden
* Transfer Cape Town Lufthavn - Cape Town Hollow t/r
* 4 nætter på Cape Town Hollow, standardværelse inkl. morgenmad
* Heldagstur; Cape Peninsula
* Heldagstur; Vinlandet
* Transfer KMIA Lufthavn - Hippo Hollow
* 3 nætter på Hippo Hollow Country Estate, standardværelse inkl. morgenmad
* Heldagstur; Panoramaruten
* Transfer til Sabi Sands Private Game Reserve
* 3 nætter på Arathusa Safari Lodge, standardværelse inkl. helpension, to daglig game drives og bush walk
* Transfer Arathusa Safari Lodge - Hoedspruit







