Trinidad
Trinidad er den sydligste af alle de caribiske øer med kun 11 km til Venezuela. Det er med sine 4828 km2 den største af søster øerne Trinidad & Tobago, og her man finder hovedstaden Port of Spain. Den sydlige del af øen er mest præget af industri, og for turisten er den nordlige del – lige fra vest til øst – den mest interessante. Det er også herfra man kan nå de største seværdigheder på dagsture.
Port of Spain er en pulserende caribisk storby med moderne shoppingcentre, kontorbygninger og højhuse iblandet kaotisk trafik, masser af mennesker, små træhuse i stærke farver med sirlige udskæringer og gadeboder, der sælger grøntsager, frugt og snack. Alt i alt et sandt bombardement for alle sanser, men som sådan har den ikke meget at byde turisten – i hvert fald ikke udenfor karnevalsperioden, men det er en helt anden historie. Dog kan det anbefales at besøge den nordlige del af byen. Her ligger Botanic Gardens, hvor man finder præsidentens residens og lige ved siden af haven også premierministerens bolig. Grænsende op til den botaniske have ligger Queen’s Park Savannah, hvor de store karnevalsoptog finder sted, og som til daglig ligger som et stort grønt åndehul i byen. Langs den vestlige side af parken løber Maraval Road , og her ligger The Magnificent Seven – syv smukke slotslignende huse, der arkitektmæssigt spænder lige fra maurisk til skotsk.
Som man bevæger sig gennem de forskellige kvarterer i Port of Spain, kan man tydeligt se indflydelsen fra de forskellige befolkningsgrupper, der bebor ikke bare byen men hele øen. Der er Belmont, der minder om et afrikansk samfund; St James med sin asiatiske atmosfære og byens bedste natteliv; det fattigere men karakterrige Laventille hvor mange illegale indvandrere menes at have slået sig ned; og kommercielle Woodbrook, der i sin tid var en stor sukkerplantage ejet af Siegert-familien. Navnet Siegert får måske ikke lige en klokke til at ringe, men det er denne familie, der står bag Angostura Bitter, der den dag i dag produceres efter familiens hemmelige opskrift. Angostura står i øvrigt også bag noget af Caribiens bedste rom, nemlig Angostura 1919 og 1824.
Til en smagsprøve på den caribiske rom, passer en aftentur i Port of Spain perfekt. Det er et absolut must at besøge et af de mange steder, hvor man kan opleve de traditionelle Steelbands, der med deres lokkende rytmer fra olietønderne, er synonym med Caribien og ikke mindst Trinidad & Tobago.
Den nordlige del af Trinidad er domineret af bjergkæden Northern Range, fantastisk regnskov og nogle af øens bedste strande. Kun 16 km fra Port of Spain ligger Maracas Bay – et yndet udflugtsmål for alle på Trinidad. Vejen hertil går gennem et spektakulært landskab med frodig regnskov, snoede bjergveje og dramatiske klippefald. Det er en god idé at tjekke vejrudsigten inden man tager turen – kraftige regnfald kan resultere i jordskred, der kan standse al trafik i flere timer.
Men vel igennem regnskoven kommer man til den dejlige strand ved Maracas Bay. Her kan man kaste sig i vandet, dase i sandet og smage på den lokale specialitet Bake ’n’ Shark – friskstegt haj, vendt i en krydret pebersauce og serveret i en slags pandekage.
Følger man den nordlige kystvej videre fra Maracas Bay støder man på flere små hyggelige bugter og strande. Vejen stopper ved Blanchisseuse Bay lige efter Silver Suspension Bridge over Marianne River. Dette naturskønne område er perfekt til vandreture på et par dage eller et par timer.
Vil man helt over til den nordvestlige del af øen, må man tage Eastern Main Road, der løber langs de sydlige skråninger af Northern Range. Herfra kan man tage en afstikker til Asa Wright Nature Center, der engang var en kaffe- kakao- og citrusplantage. I dag har stedet dedikeret sig til økoturisme samt bevarelse og beskyttelse af Trinidad & Tobagos fantastiske fugleliv, der tæller over 420 forskellige arter. Eastern Main Road ender ved Matura Bay på den smukke nordvestkyst. Stranden her, samt strandene på den nordlige kyst, er et af de bedste steder på Trinidad, hvis man vil se de enorme læderskildpadder, der i perioden marts til juli, kommer op på stranden for at lægge æg.
Lidt syd for Port of Spain ligger Caroni Swamp and Bird Sanctuary, et 6000 ha stort beskyttet område, der består af mangroveskov og sumplandskab - et paradis for områdets 157 forskellige fuglearter. En guidet tur ad vandvejene er bedst om eftermiddagen. På denne tid af dagen kan man se store flokke af de smukke røde ibis (Trinidad & Tobagos nationalfugl, der kun ses her), der kommer svævende ind over mangroverne for at slå sig til ro for natten. Udover et rigt fugleliv kan man være heldig at se en alligator, der daser på flodbredden, og slangerne der ruller sig sammen i mangrovetræerne – så lad være med at hive i grenene, der hænger ned over floden og båden.
Endnu længere mod syd, omkring 3 timer fra Port of Spain, ligger den 44 ha store Pitch Lake - én af verdens kun tre asfaltsøer (de andre to i Los Angeles og Venezuela). Den lille by La Brea er tydeligt mærket af dette naturfænomen, hvor asfalt nærmest vokser op ad jorden. Overalt hænger lugten af asfalt i næsen og jorden er blød og eftergivende af varm asfalt.











