Murchison Falls Nationalpark
Ugandas største og måske smukkeste nationalpark, Murchison Falls, dækker et område på 3840 km2 i landets nordvestlige hjørne. Nilen løber tværs gennem parken på sin vej mod Lake Albert, og deler den i to næsten lige store dele. På sin vej bliver den ellers brede og roligt flydende flod presset ned gennem en smal kløft, og forvandles til en frådende og buldrende vandmasse, der ender med at vælte ned i en brusende oprørt pool 43 meter nede. Dette er vandfaldet Murchison Falls, som nationalparken er opkaldt efter, og et af de mest spektakulære syn i Østafrika.
I 1960’erne var Murchison Falls Nationalpark kendt verden over for at være én af Østafrikas mest attraktive nationalparker – ikke bare Murchison Falls, men også fantastiske safarilodges og et rigt dyreliv havde gjort parken berømt. Især elefantbestanden var overvældende, og det var ikke unormalt at se flokke på op til 500 dyr. Alle ved, at naturen er skrøbelig, og at beskyttelse og bevarelse i dag er en nødvendighed. Følgende tal illustrerer det alt for godt. En optælling af
vildtbestanden i Murchison Falls Nationalpark i slutningen af 60’erne resulterede i 14.500 elefanter, 26.500 bøfler, 14.000 flodheste, 16.000 hartebeest, 30.000 ugandiske kob og 11.000 vortesvin samt en sund bestand af giraffer og næsehorn. I 1972 lukkede Idi Amin landet for udenlandske gæster, og nationalparkerne fik nærmest lov at passe sig selv. Det gjorde vildtet sårbart over for krybskytteri, almindelig jagt efter mad og simpel nedskydning.
I 1980, efter Amin var blevet afsat og udvist, viste en ny tælling at kun 1400 elefanter og 1200 flodheste var tilbage, mens bestanden af bøfler og andre store pattedyr var blevet halveret. De urolige år der fulgte gjorde kun ondt værre, og i 1990 var der mindre end 250 elefanter og 1000 bøfler tilbage.
Næsehornet og den afrikanske vilde hund var udryddet i parken, mens løven og giraffen var på samme kurs. Heldigvis vendte det i løbet af 90’erne, og i 2002 kunne man tælle 1100 elefanter, 8200 bøfler (en fordobling på tre år alene), omkring 200 løver samt en næsten tredobling af de større pattedyr. Der er stadig langt til storhedstiden før Amin, men Murchison Falls Nationalpark er alligevel den mest dyrerige nationalpark i Uganda i dag, selvom den artmæssigt, med 76 forskellige pattedyr og 460 fuglearter, ligger under Queen Elizabeth Nationalpark.
Den største oplevelse i Murchison Falls Nationalpark er en tre timers bådtur ned mod foden af Murchison Falls. Turen foregår på et stykke af Nilen, der emmer af afrikansk atmosfære – langs flodbredden står palmer, akacie- og mahognitræer; elefanter bader og leger i floden mens flodheste prustende stikker hovedet op og iagttager båden. Dyreflokke kommer ned for at drikke, mens de holder et nøje øje med krokodillerne, der er nogle af de største i Afrika.
Fuglelivet er sandt at sige enestående, og i de tørre måneder har man chancen for at se den sjældne og aparte udseende træskobnæb. Garvede fugleentusiaster, der målrettet går efter denne bizarre fugl, skal nok tage på den længere bådtur ned mod deltaet og Lake Albert, hvor der er en bedre chance for at finde træskobnæbbet.
Det bedste område for game drives er lige omkring Nilen ned mod deltaet ved Lake Alberts bredder. Her kan man møde store flokke af uganda kob, vandbuk, hartebeest og giraf samt oribi og og bøffel. Løverne tiltrækkes af de mange byttedyr, så her er en af bedste muligheder i Uganda for at se disse prægtige kattedyr. De våde områder tiltrækker desuden et væld af fugle, og flodheste og elefanter ses næsten altid i stort antal. To af Ugandas bedste safarilodges ligger i dette dyrerige område af Murchison Falls Nationalpark – den rustikke Nile Safari Lodge og den mere moderne Paraa Safari Lodge.





